Jeg har slet ikke fået skrevet om min sidste dag inden jeg gik på barsel. Det var en rigtig god dag og på en måde også en ret stor dag.
Helt ærligt har jeg frygtet at gå på barsel, sådan cirka… altid. Frygtet at blive glemt, frygtet ikke at blive taget alvorligt som medarbejder og kollega, frygtet at blive tilsidesat rent karrieremæssigt. Om det kun er noget over-achevers som mig frygter, eller om det er mere generelt ved jeg ikke? Uanset hvad kan man jo ikke lade være med at få børn alene af den grund. Heldigvis er jeg på en arbejdsplads hvor det er helt normalt at kvinder får børn og går på barsel. De er godt klar over at det er kvinder mellem 25 og 40 får børn, og er ikke bange for at ansætte dem alligevel… (modsat arkitektbranchen, ahem…) Samtidig har vi ikke forhold som f.eks. hos Novo, hvor folk ligefrem søger til for at gå på barsel (ok – lidt uretfærdigt, men forstå mig ret)
En top cool jurist jeg arbejder sammen med på et af projekterne – hun er, som jeg vil være når jeg bliver voksen – sagde:
“Bare nyd det, og så husk at den der møgbunke vi alle har liggende på hjørnet af skrivebordet, den kommer man kun af med når man skifter job eller går på barsel, så det gælder om at være væk længe nok til at den er forsvundet”
Min sidste dag var travl med overlevering, afslutning af løse ender, mails til bygherre og oprydning. Jeg havde bagt en kage (i en ingeniørvirksomhed fejres ALT med kage: Fødselsdage, udnævnelser, opsigelser, ansættelser, konkurrencer, ferie osv. – der er altid en anledning). Mine søde kollegaer havde købt en lille gave til mig (chokolade og champagne) og havde også printet et billede af mig til at hænge op, så jeg ikke blev glemt. Jeg var færdig ved 16.30 tiden og kørte til Jess arbejde for at samle ham op. Det var så faktisk det… så var jeg officielt gået på barsel.