Det er søndag eftermiddag og Jess har taget ungerne med til en ven, for at jeg kan få en times tid eller to for mig selv. For en gangs skyld skal jeg ikke bruge tiden på at sove (selvom en lur ville være skønt). Jeg skal gøre mig klar til morgen, hvor jeg starter på arbejde igen. Egentlig betyder det bare at jeg skal finde min taske frem, finde ud af om jeg har rent tøj jeg kan passe, et par sko der er kontor-egnede. Hvilket er lidt sværere end forventet, fordi jeg slog min hæl helt vildt meget for 3 dage siden og den gør monster ondt at have sko på. Jeg skal tjekke at min bil har de rigtige ting i bagagerummet og at der ikke alt for meget skrammel på de andre sæder osv. osv.
…og så skal jeg lige have tid til at tænke lidt over at denne her barsel nu er slut.
Det er på en måde vemodigt, det er jo formentlig sidste gang – eftersom vi ikke har planer om flere børn. Men det er også godt, og jeg glæder mig til at komme tilbage. Tiden har været meget anderledes end forventet pga. Corona, og på den måde har jeg slet ikke nået at få en barsels-hverdag. Jess har arbejdet hjemme, Eske har været meget hjemme. Først var alt lukket og derefter havde han kun halve dage i vugger. Siden marts har han kun haft én almindelig vuggestue uge. Så der har ikke været ro og tid omkring Lillepigen til at vi to alene kunne have en hverdag og hygge – så var der lige hele sygdomsforløbet og indlæggelsen. En mere rolig hverdag for hende i den første tid er det eneste jeg er ked af ikke er lykkedes. Men hun kommer nok ikke til at huske det (!!!) Og på den anden side har hun været enormt meget sammen med hele sin familie.
På Fredag bliver hun 8 måneder oger i weekenden har vi rykket hende ind på værelset sammen med Eske, så nu er vores soveværelse børne-frit igen. Det ser mega sødt ud med de to tremmesenge ved siden af hinanden. At få dem til at sove sammen gik ret fint i nat og i følge alt hvad man læser, så kan børn sove på samme værelse uden at vække hinanden, så nu er det sådan.
Hun er blevet god til at spise med fingrene, hun vil helt klart gerne tygge og have ting der smager af noget. Kravle kan hun ikke endnu, men hun kan bakke og bliver vred over det. Og så har hun fået en lille tand i undermunden. Jeg er lige stoppet med at amme i fredags (lige i tide) og hun vil faktisk gerne tage en flaske ind i mellem.
Nu smutter jeg ud på terrassen, skriver en indkøbsliste og tænker lidt over det hele. Fra i morgen er det Jess der hygger med Lili. God søndag derude