Det er lykkedes mig at få skrevet en del indlæg på det seneste, med én hånd på mobilen, ofte når jeg syntes det er svært (hvilket er tit for tiden – er ked af det en del, måske udmattelse, måske hormoner, måske det hele). Men jeg får ikke frigjort hverken hænder eller tid til at få udgivet dem. Nu så jeg lige mit snit til at lave en kort liste mens lillepigen ligger og knirker lidt.
- Er jeg blevet mor til to – scary shit!
- Har jeg sindsygt ondt i ryggen, ganske ofte hovedpine pga. dehydrering, jeg har konstant strithår og er smurt ind i gylp 23 timer og 40 min om dagen – altså de dage hvor jeg når et bad… ellers er det 24 timer i døgnet.
- Har jeg googlet “post partum periode” helt vildt mange gange for at finde ud af hvor længe man forventes at være i sved-hormon helvedet…. Google siger 6 uger!
- Har jeg ikke været alene eller haft alenetid siden lillepigen kom til – det kunne jeg godt bruge!
- Er der sket en eksplosion i mængden af affald, ting der skal indkøbes, tøj der skal vaskes og ting der skal ryddes op i. Vores hjem havde ellers nået en form for normalstatus igen efter Bassemanden. Men jeg skal lige love for at en baby ændrer på det.
- Har vi bestilt vinterferie til februar, og jeg glæder mig allerede.
- Er jeg top motiveret for at julehygge i år. Jeg tænker: juledepresioner, julefilm, kagebagning og levende lys en masse! Jeg har allerede sat honningkage dej over (før jeg fødte – den skal stå en måned). Jeg har bare glemt at man ikke kan lave ovennævnte ting med kun en hånd mens man ammer. Så er lidt en ludobrik der er slået hjem…
- Jf. ovenstående har jeg totalt forelsket mig i den her juledug (link, men ikke reklame) – mange penge, men hvor er den fin og jeg tænker det er en investering ik? (det bliver nok ikke i år)
- Spiser jeg mere slik i de her dage, end jeg har gjort hele året… Ikke så god en kombination med at have skippet en tandlægetid!
- Glæder jeg mig til jeg må træne igen. Har ondt i ryggen og er generelt bare smadret i kroppen efter 9 måneders graviditet og en fødsel. Men nu har jeg meldt mig til efterfødsels pilates fra 9. januar. Tænker at starte allerede i december på afbudstider, skal bare lige have ok fra min læge. Og så håååber jeg bare hun sover imens, så jeg ikke skal bruge timen på at amme.
- Har jeg undret mig meget over hvorfor det stadig er første barn man bekymrer sig mest om. Jeg er kommet frem til at med nr. to har man jo været der før, mens alt omkring nr. 1 stadig er nyt. Så man freestyler stadig helt vildt og prøver at følge med i første barns udviklingstrin.
- Er min sundhedsplejerske vist mere bekymret for mig end for min datter… Ved ikke om det er godt eller skidt.
- Tror jeg at jeg lige med nød og næppe undgik en brystbetændelse den anden nat. Det kostede nattesøvnen totalt, fordi jeg måtte få lillepigen til at tømme begge bryster helt for mælk, men tror det virkede.
- Lyder min datter som en kaffemaskine der afkalker om natten. Om det er grynt, snot eller gylp/mælk i næsen ved jeg ikke.
- Er jeg kommet til at planlægge min egen 8 ugers undersøgelse sammen med Bassemandens 2 års undersøgelse fordi det var smart at pakke det hele lidt, i stedet for at rende til lægen hele tiden. Men jeg havde bare glemt at jeg så har to børn med, mens jeg selv skal gynnes… det skal nok blive spændende!