Jeg tænker ofte over fænomenet “venner”. Som barn fik man en ny legekammerat bare man mødte dem på legepladsen. Som voksen kan der gå lang tid imellem man får en ny ven eller veninde. Vi kender folk fra folkeskolen, efterskolen eller samme gymnasieklasse. Vi kender dem fra læsegruppen på studiet. Man møder nogen fordi ens barn har en legeaftale, eller der flytter en ny nabo ind, som man ikke selv har valgt. En ny ven er sjældent en man bare har mødt tilfældigt. En der på ene eller anden måde trådte ud af mængden. En man faldt i snak med til en middag, hvor man ikke kendte ret mange. En man hørte sige noget sjovt gennem et rum og instinktivt tænkte “Den person bliver jeg nødt til at finde ud af hvem er”. Eller en der stod med en kop kaffe for meget og ventede på en ven, der ikke dukkede op og som man derfor faldt i snak med. Simplethen en situation hvor ens underbevidsthed besluttede, at man instinktivt virkelig godt kan lide personen, og man ønsker at denne person skal være en del af dit og din families liv.
Ny veninde
Sidste gang jeg fik en ny veninde i DK, var for ca. 5 år siden – nu er hun min tætteste fortrolige veninde. Vi havde to kurser sammen og klikkede i en grad jeg aldrig har prøvet før – en slags optagethed, som om vi var søstre. I USA var det hverdagskost at forsøge at skaffe sig en omgangskreds – det var ikke alle der blev til venner. Vi gled ud og ind af hinandens liv, nogen klikker man ikke med og de forsvinder hurtigt igen, nogen bliver. I USA fik vi en del nye venner som jeg i dag vil betragte som meget tætte. Min tætteste veninde derovre fandt jeg sammen med fordi vi spiste frokost med en 3. veninde, som ingen af os nu har nogen kontakt med.
Men vi mistede også nogen på vejen.
Danmark
I DK er det sværere, man skal presse meget mere på – man skal ville det. Folk har så mange mennesker i deres i øvrigt travle liv, at de ike har plads til flere par-middage, kaffe-aftaler og telefonsamtaler til langt ud på natten. De har nok mennesker i deres liv, især dem de har kendt længe. Nogen gange føles det som en hel ekstra “svigerfamilie” folk render rundt med. Det virker ikke altid som om folk er gode til at sortere ud i hvilke mennesker omkring dem der faktisk giver noget, og hvem de ser af vane. Jeg er ingen undtagelse. Men jeg har også mistet venner for nylig, nogen efter eget valg, nogen efter deres og nogen var vist en blanding eller en fælles erkendelse af, at hvad der var, var godt, men det var det. Derfor har jeg måske bedre plads til nye mennesker, og jeg er lidt ked af at vi som folk er så lukkede, for det syntes jeg vi er.
Vintermørket
Jeg har tænkt over hvorfor vi er det – og jeg vil nok sige at vintermørket har noget af skylden. Ikke kun fordi vi er depri ca. 8 måneder om året, men fordi det påvirker vores kultur og den måde vi er sammen og sammen med vores familier på. Vi mødes hjemme, ikke ude. Hjemmet repræsenterer hvem vi er og derfor er det meget mere intimt når vi inviterer folk hjem. Vi vil ikke have folk indenfor, som vi ikke stoler på, så derfor skal der en del til at vi åbner os. Når vi mødes ude er det for at være alene, væk fra familien – en date, en kop kaffe, netværk, mellem øvrige aftaler eller veninder/venner i flok. Jeg ved bare at der er ikke noget bedre end at få en ny ven/veninde. Det gør mig glad – faktisk helt høj, og jeg vil gerne arbejde for det – ligesom jeg vil arbejde for ethvert andet vigtigt forhold i mit liv.