I indlægget Nomader, indfødte og emigranter luftede jeg mine overvejelser om de mennesker vi møder herovre og alle dem der flytter rundt, det miljø vi er i og de forskellige typer. Dette indlæg er lidt i forlængelse, da vi nu begynder at mærke det mere på vores egen omgangskreds.
Forleden dag i toget på vej hjem fra arbejde ringede jeg lige kort til Jess for at sige at jeg var på vej, og så skete der det, jeg frygter mest på en togtur efter en lang dag, hvor jeg egentlig bare gerne vi tage en lur! Kvinden ved siden af mig spurgte “Was that Danish?” Uha, så ved man at der er en længere samtale på vej om hvor jeg er fra, hvornår hun sidst var i Europa (det er nemlig det samme), hvor længe jeg har været her og hvilken visa type osv. derud af i en lang smøre. Denne gang var ingen undtagelse (se evt. indlægget om snaksaglighed) – bortset fra at hun faktisk var en ekstremt rar kvinde midt i 30erne, opvokset i Sverige, men har boet her 10 år og meget hyggelig at snakke med. (I modsætning til den Indiske Cornell student, der mente at dansk var det samme som fransk og nærmest krydsforhørte mig i en time.) Det sjove var, at hendes bror og svigerinde er arkitekter, og han arbejder på Kunstakademiet, så jeg kender faktisk til ham (vi har ikke arbejdet sammen, men jeg ved hvem han er).
Pointen med denne længere smøre er, at jeg spurgte hende om hun også oplevede at folk ofte kom og blev nogle år, men så rejste videre – jeg var nysgerrig efter om det kun var vores omgangskreds omkring Stanford osv. Men hun sagde, at hendes erfaring var at det er hele området der er sådan, folk kommer efter mulighederne, men rejser ofte igen efter et par år eller tre. Hun synes det er den største ulempe ved området fordi hun knyttede sig til folk, og selv om det er nemt at holde kontakt via digitale medier osv. er det meget svært at have en tæt fast omgangskreds.
Nu står vores egen omgangskreds så til fornyelse – en er rejst til Oslo (Ja, Ras det er dig jeg mener ;-)) 2 rejser til Holland, 2 rejser til Washington DC., 6 rejser til DK, og 2 til Tyskland. Her tæller jeg slet ikke alle de med der allerede er rejst – mest fordi de kun skulle være her kort. Hvor alle de ovennævnte er folk som har boet her 2 år eller mere.
Det får mig til igen at tænke på, at der er en fundamental forskel på om man er “på tur”- altså man rejste ud et par år for derefter at vende tilbage og slå sig ned – Eller om man flytter sit liv rundt. Jeg har ingen meninger om hvad der er bedst – det laver klart mindst rod i ens liv hvis man er på tur. Men som jeg ser det nu, er det skridtet efter man flytter fra første destination der afgør om man er på tur eller ej. Tager man videre til et nyt sted fordi mulighederne er bedst der, eller tager man hjem og skaber sig et liv der. Altså kort sagt: Flytter man efter mulighederne, eller flytter man efter stedet!
Derudover er jeg faktisk ret ked af at der er så mange der rejser, og meget glad for at jeg har et arbejde hvor jeg har gode kolleger og venner som jeg også ser udenfor arbejde. Ellers ville det være en social katastrofe, når 13 af de nærmeste rejser – Nu er det bare meget trist!
Herunder billede fra min yndlingsstrand San Gregorio – man kan ikke bade på den, men den er så fin – vi var der på vores bryllupsdag, og 20 min. efter vi kom rullede tågen ind som en tyk dyne der dækkede alting.
