Så var der lige en pause i indlæggene efter påske. Det var egentlig ikke meningen, men der skete lige pludselig så mange ting. Da min søn samtidig valgte at være i spring, måtte jeg lige lade blog være blog og fokusere på familien. Påskeferien var rigtig dejlig. Jess holdt fri og vi har været hjemme sammen, hvilket virkelig har været skønt. Det er bare federe at være to mod én med Bassemanden. Der har været gang i vores haveprojekt (update kommer snart), vi har set en masse mennesker og holdt en 3-4 fødselsdage. Det er sådan at næsten hele min familie, inklusiv undertegnede har fødselsdag i marts. Desværre var det ikke lutter lagkage. (Tænk at jeg faktisk kunne bruge det udtryk i en sammenhæng hvor det gav mening.) Vi havde også et uventet dødsfald i familien som chokerede os alle. Man bliver mindet om hvor dyrebart vores liv er og hvor skrøbeligt det også er. Begravelsen var brutal, men smuk. Samtidig er begravelser vigtige fordi de tvinger os til at tage ordentlig afsked. Fordi vi havde sparkefisen med var der mange der kom over til os og sagde, at de syntes det var så livsbekræftende at høre hans små lyde da kisten blev sat ned, fordi det mindede dem om livets cyklus. Sådan havde jeg ikke selv tænkt på det, jeg håbede bare at han ikke forstyrrede for meget, når folk prøver at tage en hård afsked. Puha… ikke så sjovt. Her kommer et enkelt billede af min smukke udsigt en lidt kølig april morgen (kl. 6.00 – tak min søn). Lidt ærgerligt at i ikke kan få lyden af fuglenes pippen med for det er nu ret fint. Til gengæld poserer rådyret lige i midten.
