Der er brok på vej, så er i advaret! Nu har jeg aldrig været en af dem der bare elsker ar være gravid. På en eller anden måde er det lidt synd at jeg ikke er bedre til at nyde det, når nu min krop er åbenlyst god til at være gravid og reagerer med meget få gener, ingen vand i kroppen, pæn hud og hår og alt muligt andet godt. Det er ikke for at lyde forkælet, men som sådan er det ikke en tilstand jeg nyder. Jovist, det er hyggeligt med små spark, forventningen osv.
Jeg er i uge 25 (24+5) og lige nu er jeg et sted hvor jeg slet ikke orker det! Jeg vil kunne sove på maven, drikke en ordentlig margarita, passe mit tøj og ikke føle mig som hval når vi er på stranden. Jeg er også begyndt på det der gravide gør, med at tro at de lige kan smutte igennem steder hvor man ender med at sidde fast! Eller læne mig op af maven mod et bord og pludselig blive lidt åndenød fordi det presser på barn og mave.
Årsagen er nok den, at jeg nu faktisk har været gravid i et halvt år og der er stadig 14-15 uger tilbage! Så der er lææænge endnu og udtrykket “At vente barn” er bare så rigtigt! Fordi man venter og venter og det føles som lang tid, indtil man pludselig er der og tænker fuk! Den skal jo ud om lidt!
Sidste gang på det her tidspunkt gik jeg også igennem det jeg senere har lært at kende som “Den gnavne fase”. Jeg skrev et indlæg som aldrig blev udgivet, og da jeg læste det igennem blev jeg klar over at jeg havde det på præcis samme måde sidste gang på denne tid. Det altid sjov at se hvad man skrev for 2 år siden (eller 10). Men i dette tilfælde er det næste skræmmende. Her kommer indlægget der aldrig blev udgivet:
“Pause
31 Juli 23uger, 0 dage.
Kan man ikke få en time-out fra det her graviditet? Det er her ligesom at være teenager, hvor man er for ung til at være gammel og for gammel til at være helt ung. Jeg er så gravid at maven og sparkefisens bevægelser er konstant tilstede, og jeg er ikke gravid nok til at gå all-in på udstyr, forberedelser, barsel vejrtrækningsøvelser osv.
Men jeg tænker det er ok at have brug for en pause. Jeg ved, at der er et stykke igen og jeg ved, at jeg har det nemt i forhold til mange andre. Samtidig er det nu jeg begynder at få en fornemmelse af hvad de næste måneder byder på.
Relaxinen i kroppen begynder at gøre sig bemærket. Det vil sige at jeg har mindre hovedpine og spændinger i kroppen, men samtidig er muskerne i mine balder og ved bækkenet begyndt at stramme op for at holde det hele sammen, og det gør pisse ondt.
Jeg begynder at mærke mere til hormonerne og redebyggeriet, selvom jeg prøver at abstrahere fra det. lillefisens sparker næsten konstant. Jeg begynder at føle mig mere kluntet, og selvom alle siger jeg har en fin lille mave der sidder flot og Jess syntes jeg er smuk, så er det stadig underligt og fremmed for mig overhovedet at tænke på min krop hele tiden. Jeg har lyst til at føle mig smuk, men tøj sidder mærkeligt. Jeg har let til tårer. I går græd jeg over at jeg snart ikke kan gå i højhælede sko til hverdag mere, da det er skidt for min ryg og bækken når tyngdepunktet flyttes. Jeg elsker at gå i høje hæle! Når jeg kører bil tænker jeg meget over at der ikke kun er mig, så jeg skal passe ekstra på – noget jeg ved Jess ikke skænker en tanke.
Gnaven
Kort sagt er jeg hamrende gravid, men har mest lyst til slet ikke at tænke på det. Det er sommer og jeg har lyst til at sidde på en strand, med et glas kold rose-champagne uden en ballon på maven. Der er slet ikke nogen der skal bruge udtrykket “Den søde ventetid” i nærheden af mig.
Nu skal det ikke lyde som om jeg ikke vil det her. Jeg glæder mig vildt til at møde sparkefisen. Samtidig har jeg ikke tænkt mig at lade som om det bare er lutter lagkage hele vejen igennem. Man bliver tudet ørene fulde af at “det er ikke en sygdom, det er bare en tilstand”. Ja ja ja, egentlig er det en (fjendtlig?) overtagelse af ens krop for en tid, og det er altså ret mærkeligt og lidt “alien”.
Jeg har naturligvis, som enhver voksen og selvstændig kvinde, forhørt mig hos veninder med erfaring indenfor emnet graviditeter, erfaringer ment på den måde at de har prøvet det selv. Til min store overraskelse er “Den gnavne Fase” et meget kendt og udbredt fænomen. Nogen betegner sådan set hele perioden (9 måneder) som “Den Gnavne Fase” nogen har det lidt engang imellem, som mig, og nogen er skingrende rasende det meste af tiden. Jeg syntes bare jeg har været gravid længe, og at der også er længe til det er ovre.“
Sidste gang blev det bedre i 7-8 måned og lige om lidt er det sommerferie. Så det bliver nok godt igen 🙂
