Ny pige i klassen

Det er vist ved at være længe siden jeg har fået skrevet her på bloggen, og det er selvfølgelig noget skidt, dog er det også godt da det er et tegn på at jeg ikke længere sidder hjemme som en anden skøn 1800tals frue og passer min korrespondance om formiddagen. Tværtimod er der ret mange aktiviteter i gang.

Dette indlæg skulle være udgivet for 3 uger siden, men så blev der endnu mere travlt og derfor blev det udsat. Derfor starter jeg lige med det og så må vi fortsætte derfra.

—

Den mest krævende af de mange aktiviteter er at jeg er startet på skole. Det er som jeg tidligere har nævnt en lille skole i SF, hvor jeg studerer kunstfotografi. Vi er et lille privat hold på 6 elever hvoraf jeg er den eneste nye. Det betyder at alle de andre har været der minimum 1 semester og flere af dem har været der flere år. Derfor føler jeg mig rigtig meget som den nye pige i klassen. De første par gange så de åbenbart også som en oplagt mulighed for at prøve mig af, så jeg bliver sat overfor et par abstrakte billeder af Vand… sort-hvid billeder af vand taget meget tæt på. Vejlederen siger så -før alle har sagt noget, normalt præsenterer man lige arbejdet, men ikke denne gang: “Nina, hvordan vil du tale om disse billeder som skulptur?” Og der sidder jeg og ligner en sur Kaj-dukke, totalt stum og føler mig meget dum. Sådan fortsatte det hele den time, det har naturligvis virket efter hensigten, så jeg må tage mig sammen, og de sidste par uger har jeg virkelig gået og grublet over det… på grænsen til det besatte. Sidste gang havde jeg de første billeder med og fik meget konstruktiv kritik på dem, en proces jeg er vant til far ark-skolen.

Det er stort for mig at jeg skal lære at se på en helt anden måde, normalt ser jeg alting i 3D, jeg er vant til at forstille mig 2D tegninger som 3D, og her skal jeg gøre det omvendte, forestille mig en 3D verden som 2D. Men samtidig med at det er enormt svært, er det også meget meget lærerigt, vi diskuterer kunst på højt niveau og det er fantastisk at indgå i intellektuelle diskussioner igen, noget jeg virkelig har savnet. At det så er hårdt arbejde bag kameraet, må man bare tag med.

Det virker underligt at forklare det, men siden jeg begyndte for 3 uger siden er det faktisk blevet sværere for mig at tage billeder, jeg har mindst rundet de 12.000 billeder på digital kamera, og har været glad amatøragtig omkring det, men nu hvor jeg faktisk begynder at vide mere, bliver det langt sværere igen. Så lige nu føler jeg mig hæmmet
Er det ikke det man siger, det skal blive skidt før det bliver godt?

Her et af de seneste, ikke et mesterværk, tror ikke jeg tager det med til kritik, men alligevel kan jeg bare godt lide det.