Ok, Jeg har fundet et emne som ikke helt falder ind under “Agurketid” (Hurraa).
Sommer! Ja, det er ikke nogen hemmelighed at vejret er meget meget behageligt herovre. Faktisk er det svært ikke at være i godt humør hele tiden når det er godt vejr – om ikke andet så set med danske øjne – hver eneste dag. Men der er noget jeg ikke har lagt mærke til før nu efter ca. 1.5 år. Jeg skriver altid at vi ikke savner noget ud over mennesker, og det er også rigtigt. Men der er en ting jeg savner, årstider! Ikke at forstå som ulækker regn og strid blæst i gråvejr 4 måneder om året (sorry guys), men den rytme som det giver et år og et liv. Det er højtider, og følelsen af at ens egen rytme ændres og tilpasses med at lyset forsvinder og ikke mindst kommer tilbage igen til foråret. Det er det energisus man får om foråret når dagene bliver længere og man kan være ude igen, noget man partout vil, om det så betyder sweatere, tæpper og uldsokker, så skal man død og pine side tænderklaprende udenfor, fordi ens krop og hjerne trænger til det!
Vi kan godt mærke at dagene bliver længere, og det var en stor dag første aften jeg var hjemme fra arbejde før solen gik ned, men slet ikek på samme måde og der er ikke lyse nætter. Vi hr tusmørke, men kun fordi vi ligger bag en bjergkæde der beskytter os mod stillhavet. For mig betyder det at sommerfornemmelsen ikke er lige så tilstædenværende som den er i Danmark og det er noget jeg savner. Jeg savner de lyse nætter og energien – fandens at det ikke kan kombineres med et klima som dette. Jeg kan huske da jeg boede på Grønland at de grønlændere jeg talte med havde svært ved at vænne sig til lyset i Danmark, hvor mange af dem havde gået i skole mindst et par år. De sagde at somrene var for mørke og vintrene for lyse. Selvom min oplevelse er et helt andet sted på skalaen, og vi stadig taler om luksusproblemer, kan jeg nu langt bedre forstå hvad de mener.
