Heldigvis for Nicky og Giles blev de ikke tvunget til at blive til januar. Altså, vi har intet imod at de boede her, men for dem er det dejligt at være ude af limbo og igen kunne komme videre med deres eget liv. De rejste hjem i starten af november og slap for karantæne og alt muligt andet besvær.
De første mange dage var der ret stille, vi havde vænnet os til at der altid var gang i et eller andet, nogen arbejdede, læste, hørte musik, lavede mad eller tog et bad. Der var gang i husets funktioner hele tiden. Siden de rejste har vi også haft en børnefri weekend, hvor bamserne var hos Farmor og Farfar mens vi lavede kontorpladser færdigt, jeg fik malet, vi tog i biografen – jeg har ikke været i bio i 5 år næsten – og fik mulighed for at sove længe. De weekender er virkelig guld værd og giver os en tiltrængt pause.
Nu er det for alvor blevet efterår og også koldt, corona har ramt institutionerne og børnene skal lege ude, hvilket faktisk går godt. Der er enormt meget sygdom i omløb, og vi har heller ikke været forskånet, Liv fik mellemørebetændelse, så en ordentlig forkølelse (eller omvendt) og måtte en tur på pencilen. Så forrige fredag slog hun tænderne i vuggeren og måtte akut til tandlæge der satte hende på skånekost og nul sut. Det er altså feje hold, at man har ondt og slået sig og vil have trøst og så må man ikke få sin sut. Men hun tager alt i stiv arm den lille stædige putte. Så fik hun øjenbetændelse, og skulle have dryppet øjne, og hun må frygteligt meget igennem. Stakkels Livse.
Eske er som sædvanlig i topform. Lidt hys for det meste, men hold op hvor hans fantasi kører og han er vildt god til at lege.
Største ændring efter kollektivets opløsning er at vi endelig fik taget os sammen til at købe rengøringshjælp. Vores efterår er vildt travlt, så det har vist sig at være en virkelig god beslutning
