Sidste weekend blev en hel del anderledes end vi som familie havde planlagt. Tanken var at smutte direkte til sommerhus i Stillinge efter Jess arbejde og Bassemandsens lur.
Men sådan skulle det ikke gå: Lillepigen havde været lidt slatten og feber-agtig i en uges tid, så efter aftale med lægen skulle hun kigges på inden weekenden.
Grundet corona må de ikke se på folk med feber i den normale klinik, så det betød en tur indenom Hillerøds børneafdeling. Vi blev henvist og jeg tog afsted som jeg stod og var. Lidt i nattøj med min telefon og nøgler i lommen og lillepigen på armen. (ingen puslepose, mad, pung eller noget som helst andet)
Hun blev undersøge for alt muligt feberelateret, taget blodprøver, testet for corona og strep A. og så skulle vi også tage urinprøver. Det er en rimelig abstrakt affære at tage urinprøve på så lille et barn. Kort sagt tager man bleen af barnet der så sidder med bar numse, man har en kop i hånden og så venter man bare på at hun tisser, og håber på at man fanger strålen (midter-strålen naturligvis). Jeg missede den første fordi jeg kiggede væk i 2 sekunder. Så vi måtte vente på den næste. Faktisk tog det over 3 timer at få to urinprøver ud af barnet.
Lang historie kort: Liv var positiv for urinvejsinfektion, som på babyer er en nyre/bækken betændelse og så havde hun også en halsbetændelse. Så efter 8 timer i et lille rum der var et ombygget toilet uden vådt eller tørt (våd ble dog) blev vi indlagt i 3 dage på børneafdelingens isolationsafdeling (coronatesten var der endnu ikke svar på – derfor isolation) Hun fik drop i foden og bredspekteret antibiotika mens de ventede på svar fra test på urin og blod.
Min lille skat skulle stikkes så mange gange. Øv og av i mor-hjertet. Heldigvis var hun bedre efter et par dage og begyndte at spise igen. Det triste ved denne situation er at de ikke kan være sikre på at hendes nyre er ok, derfor skal der yderligere undersøgelser til.
Vi blev udskrevet om søndagen, men skulle derind igen om mandagen for at få en ultralyd af nyrene. Nyrefunktionen er ok, men hendes urinleder er lidt udvidet og der er også en udvidelse ved blæren. Den ene nyre er også større end den anden. Derfor skal vi nu have en større undersøgelse, en renografi, og Liv skal være på forebyggende antibiotika et godt stykke tid.
Jeg skal ikke helt overskue det og selvom vi har en følelse af at være i gode hænder, er det ikke rart. Hun er kun 7 måneder og skal allerede igennem en masse stik og undersøgelser. Mit lille pus. <3
Pingback: Slut på barsel | Nina Marquardsen