Sådan føles denne uge: Hvis vi var ludo brikker, var vi klart slået hjem. Torsdag aften for en uge siden fik vi af vide at der var en pædagog i daginstitutionen der havde corona, så alle børn og personaler blev sendt hjem… I 6-7 dage. Dvs. Jess og jeg har haft to piv-friske, corona-fri børn hjemme hele ugen og først i dag, fredag de begge er afsted igen. Heldigvis er vi begge fuldt-vaccineret så det var kun børnene der skulle isoleres og heldigvis ikke os.
Jeg har kun arbejdet tirsdag og i går, og vi prøvede at starte godt ud med tur i skoven hvor vi fandt kantareller (og hvor alle blev bidt af flåter – især jeg fik en stor en). En af dagene vi tog på stranden og kastede sten i vandet, men som ugen gik bliver alle bare mere og mere frustrerede, ungerne keder sig, de voksne bliver mere og mere stressede over ikke at kunne arbejde og alle er sure. Et punkteret dæk på den store bil, at jess har en nerve i klemme i ryggen og evigt regnvejr hjalp ikke. Især jeg blev til sidst rasende i afmagt over situationen. Så rasende på alt og alle at Jess bad mig om at gå en tur og få lidt balance igen. Mest havde jeg bare lyst til at skrige eller tude i frustration. Her hjalp hyggelige beskeder om sanseleg i vuggestuen fra Aula – en en velmene forældres “tip” om at lade sine børn teste slet ikke. Tværtimod, galde og frustration over at alle der arbejder i en daginstitution ikke er vaccineret var mere rødglødende på mine frontallapper.
I dag er først dag vi begge kan arbejde, huset roder, vi skal til 50 års fødselsdag, mine forældre passer og vi trænger virkelig til at komme væk. Samtidig har vi stadig ikke fornemmelsen af at have tid til det.
På bonussiden skal vi overnatte på hotel i nat, der er ingen madlavning og opvask, vi kan sove længere end til kl. 6 i morgen og den kjole jeg impuls-købte kl. 14.00 i går er allerede kommet her i morges.
God weekend derude