Idag var vi på tur til Gl. Holtegaards barokhave. Det var en fin forårsdag så vi trængte til at komme lidt ud. Jeg kom i tanke om at den sidste af de tre arkitekt pavilloner stadig er udstillet så jeg ville nå at se den. Samtidig så jeg igår at arkitekterne Lenschow & Pihlmann lige har fået Statens Kunstfonds arbejdslegat for deres kunstneriske virke og så kom jeg igen i tanke om den første af de 3 pavilloner som var deres ultra fede projekt “Orangeri” i den barokke have. Den hører helt klart til i kategorien, “Det ville jeg gerne have lavet”. Pavillonen har både barokkens fornemmelse for teater og iscenesættelse og et moderne stramt udtryk. Gutterne selv har taget nogle fede billeder derinde med det smukke skyggespil som jeg lige har lånt et par af. I øvrigt mener jeg at huske jeg har undervist den ene af de to gutter da de var små og helt unge arkitektstuderende. Men jeg må indrømme at jeg ikke er sikker. Når man har 100 nye studerende hvert år, bliver det en lille smule blørret. I hvert tilfælde har jeg intet med deres smukke arbejder at gøre. Jeg beundrer det bare. Nedenfor et uddrag af billeder og deres egne ord. – Og så stort tillykke herfra med legatet, det betyder alverden for en arkitekt, fordi det giver arbejdsro!
“…Det er en nyfortolkning af et af barokkens mest ikoniske byggerier, kirken San Carlo alle Quattro Fontane i Rom, tegnet af arkitekten Francesco Borromini (1599-1667). Ved hjælp af geometriske grundformer, cirkler og ovaler, skabte Borromini et dynamisk kirkerum. Orangeriet i barokhaven tager udgangspunkt i grundplanen for Borrominis kirke….”