…for at tabe sig hurtigt. For det har jeg, og mine bekymringer omkring netop dette viste sig desværre at være berettiget. Jeg skrev om det her. Så glem alt om tudedagen, i går – dag 12 – var værre!
Vi havde besøg af vores sundhedsplejerske igen. Det andet besøg hvor man måler og vejer og tjekker om baby er nået op på fødselvægten igen. Det er normalt at de taber sig, men efter 10-14 dage skal de helst være tilbage. Men det var hun ikke. Og dette på trods af at jeg ammer ca. 12 timer i døgnet. Lille-musen spiser og spiser og spiser (ja, og sutter og hygger da også) men der er åbenbart ikke nok gods i mælken for tiden. Hun vejer ca. 4,15 kg. Samtidig var der urater i hendes ble om morgenen hvilket der slet ikke skal være på nuværende tidspunkt, da det kan betyde at der ikke er nok gennemstrømning i systemet.
Min egen vægt er på 49,5 kg og jeg er ca. 5-700 gram fra min før-gravid vægt. Der er praktisk talt intet at tage af og når man har en stor baby – eller som i tilfældet med min søn, hvor han også bare var SULTEN hele tiden, er det ganske enkelt svært at nå at spise nok.
Jeg spiser mere end jeg nogensinde har gjort, spiser mellemmåltider, frugt, masser af chokolade, nødder, alm. mad, juice for at få ekstra kalorier indenbords og drikker tonsvis af vand for at få væske nok. Men lige lidt hjælper det.
Derfor skal vi, ligesom vi gjorde med Bassemanden, supplere med erstatning engang imellem, både så jeg ikke bliver for drænet. Men også for at få gang i hendes vægtøgning. Jeg er simpelthen så trist over at kæmpe så hårdt for at give hende mad og så det ikke virker. Det gør så sindssygt ondt at amme hende og jeg har sår på begge brystvorter på 10. dag, og hun er stadig ikke mæt.
Efter et kompliceret ammeforløb sidst, ved jeg udemærket godt, at det at være en god mor ikke sidder i amningen og at alt hvad jeg kan give hende er godt – det er årsagen til at jeg alligevel prøver at amme denne gang også. Men selv om det var det samme sidst, har jeg svært ved ikke at se det som et nederlag. Jeg havde håbet og troet på at denne gang, når jeg nu selv er i bedre form efter fødslen, kunne få det til at køre.
Måske er det i virkeligheden utopisk at tro at jeg faktisk kan brødføde to mennesker på en gang med min lille krop. Selvom det ene menneske er meget lille og det går lige i mor-hjertet ikke at kunne give sit barn nok mad.
Tilgengæld er jeg mega god til at være gravid, når barnet er inde i mig får det alt hvad det skal have på trods af min krop. Jeg er åbenbart også sej til at føde! Men amning, not so much!
Kære Nina
Tillykke med hende! Åh den amning. Det er hårdt, og det er svært at sige noget rigtigt.
Jeg synes det var hårdt med Vera for fire år siden, men efter en hård fødsel og to liter blod mindre, så var der ikke noget mælk til det lille menneske.
Selv ikke efter flere døgn med ammeskema og malkemaskiner. Endelig måtte Christian sige, at de bedste forældre er dem der sørger for, at deres børn får nok at spise.
?A
Kære Astrid,
Ja, det er så følsomt. Tak for dine ord ❤️ Jeg overvejer hvordan racen har overlevet, når det er så svært! Men faktum er nok at mange ikke overlevede!… Det var det samme for mig med bassen, men netop derfor havde jeg håbet det gik bedre denne gang. I morges kl 5 efter jeg havde ammet et par timer spiste hun 80 ml mme! Så sulten var hun tydeligvis! ?