I anledning af agurketiden, selvom man kan argumentere for at der sker rigeligt i verden til at der måske i år slet ikke er agurketid. Vil jeg lige give en mindre oplysning til borgerne om samfundet.
Denne sommer har jeg det som om hele verden står i flammer. Alle tænker kun på sig selv og vores samfund bliver mere og mere aggressivt og nærigt. Fuldt af had, grådighed og frygt. Er vi virkelig generationerne efter 68? Efter murens fald og den kolde krig? De første generationer i lang tid, der har været så heldige ikke at have haft krig helt tæt inde på livet. Vi har kunne rejse i en (til dels) åben verden. Vi har bedre adgang til uddannelse og mere frihed til at vælge selv end nogen generationer for os. Og det er sådan vi forvalter det, med grådighed, intolerance og snæversyn? Eller var de foregående generationer ligeså intolerante som os, bare på andre punkter? Jeg må indrømme at jeg ikke er optimistisk på menneskeracens vegne. Især syntes jeg vi burde skamme os over hvordan vi behandler hinanden! Egenlig ikke som individer, for jeg ser også meget personlig medfølelse og hjælpsomhed, men som hele samfundsgrupper.
Men før jeg kommer for godt i gang vil jeg minde mig selv om, at det trods alt kunne være agurketid, man kunne drømme om en sommer hvor der ikke skete noget som helst særligt!
Hjemmefronten
Her er alting heller ikke fryd og gammen. Det er med sorg i stemmen og små svage hulk, at jeg må meddele at mine surdeje Knud I og Knud II er afgået ved døden. Det gik ikke stille af sig og mit køkken lugter ikke godt lige nu.
Sidste gang det skete, var det for min surdej Per og jeg kontaktede Claus Meyer for at høre hvad der var galt med hans opskrift. Som produkt af ovennævnte samfund, er det naturligvis ikke mig der har gjort noget galt. Han svarede pænt noget om temperaturer og var meget hjælpsom. Senere døde både Per II og Per III. Efter denne omgang med Knud tror jeg, at jeg må indse, at der er mange ting jeg er god til, men surdej er ikke en af dem.