Agurketid

Der er stille på bloggen, det er vist ingen hemmelighed. Problemet er ikke, at jeg ikke har tid til at skrive – eller det er kun et af problemerne.

Det største problem er, at de ting der sker, er ting jeg ikke kan tale om. På mit arbejde er der en masse udfordringer med vores faste kunde som jeg tumler en del med, der sker mystiske ting og det hele er lidt uigennemsigtigt og godt til konspirationsteorier. Men det er ikke rigtig noget jeg kan fortælle om, da dette alligevel er et offentligt forum. Så selvom jeg ikke har underskrevet nogen disclosure og firmaet selv er ret glade for at lække ting eller brokke sig offentligt, skal det ikke komme fra mig.

Derfor bliver jeg nødt til at finde nogle mere banale ting at fortælle om som i sagens natur er langt mindre interessante. F.eks har jeg fundet ud af at en af vores kunder er Bryan Meehan som er bagmanden til hudpleje serien “Nude” i samarbejde med Bono’s kone… serien er højt elsket af Helena Christensen og andre frygteligt kendte mennesker, men for ikke så længe siden lagde de sag an mod Stella McCartney fordi hendes nye parfume hedder “Stella Nude”… en sag de tabte. Se, i sagens natur ikke særligt interessant! I øvrigt kiggede jeg på føromtalte “Nude” serie… og den er lyselilla (altså krukkerne) det ligner noget der skal stå på Barbies toilethylde. Så selvom det er super holistisk, organisk, øko-klappet uden noget som helst slemt i, kunne jeg aldrig finde på at købe det! Er det ikke interessant hvor meget branding og design betyder? Nå ikke? Eller også er det bare mit eget selvbillede der ikke kan holde til lyselilla emballage!

Mine tomatplanter er ved at blive rigtig store og bærer fine frugter… hmmm og vores hjemmedyrkede jordbær smager godt og hmmmm… Ved det ikke… det er som om at alt hvad der sker ud over, ikke er så spændende og jeg gider ikke lande i FB “Nu har jeg lige hængt vasketøj op” kategorien. Til trøst kan jeg bemærke at jeg skriver alle disse forløb ned, så jeg kan forhåbentlig offentliggøre en meget omfattende historie på et senere tidspunkt.

Derfor er bloggen nu løbet ind i dens første officielle agurketid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.