Bryllupsdage er ikke noget vi fejrer ret meget, og det gør vi heller ikke i år. Men jeg kom til at tænke lidt mere over tiden der er gået denne gang – måske fordi vi har kobberbryllup lige om lidt og det på en eller anden måde føles som en milepæl.
For 12 år siden boede vi i en leje-lejlighed i Brønshøj på 60 m2. Vi ejede næsten ingenting, men var ved at tage tilløb til at flytte til Californien – det var også grunden til at vi blev gift i Januar (for hvem gider egentlig det?) – Vi skulle være sikre på at kunne nå hele visa-halløjet inden efteråret. Jess var ved at færdiggøre sin ph.d.. Jeg arbejdede som arkitekt på tegnestue og som underviser på KADK, og var ind i mellem selvstændig. Jeg havde langt hår og side-cut, Jess frisure var den samme ;-). Vi var super fattige – den bil vi havde blev kaldt lilla-limo og havde en skrotpris der var højere end bilens egen værdi. Vi havde arvet/købt den af Jess farmor og da vi tog afsted overlod vi den til min bror og hans daværende kæreste, som senere totalskadede den.
Vi var begge meget i vores fag – Jess på vej som forsker, jeg var virkelig meget arkitekt. Ingen børn, intet hus og i virkeligheden meget frie – men for mit vedkommende også lidt for spændt på det hele og brugte en del tid på at falde til rette i ideen om at skulle være medfølgende hustru.
At flytte derover var nok det bedste vi nogensinde har gjort – både for os som par, vores liv og vores perspektiv. Det var derovre jeg startede denne blog – og sjovt nok er det sådan med blogge at jo mindre der sker i ens liv, jo mere skriver man om det.. tankevækkende. Nu er jeg glad for alle de små historier jeg skrev ned dengang, om damen med de to næser, mit stripper-navn, om vores road-trips, vores venner og min rejse med kunstfotografiet. (link her: California & the Wild West )
Nu er vi et helt andet sted, ingen af os er på den karrieremæssige vej vi satte ud på – det hele har taget et sving. Det er dog som om at silicon-valley og semiconductor industrien ikke vil slippe sit tag i Jess og har stadig stor indflydelse på vores liv. Vi er begge personaleledere i hvert sit store firma – jeg hoppede over til ingeniørerne og har næsten droppet undervisningen – nu kun voksne og Byggeøkonomerne.
Vi har nye venner, er flyttet til en af de mindste byer i Nordsjælland – har bygget et hus og bygget til et hus, vi har realkreditlån, to børn, to biler, 5 høns, en køkkenhave, en stabil økonomi, rengøringshjælp og aula.
Teknisk set er det et helt andet liv, men vi er stadig os – og det har vi været i over 20 år, selvom vi først fik nosset os sammen til at blive gift for 12 år siden.