Phew… så startede 2022 med fuld fart.
Jeg havde store planer om hyggelige blogindlæg i december, og det blev til lige præcis 0! Vi har stadig den halmkrans liggende i bryggerset, som jeg ville have lavet en stor flot dør-krans af. Men så længe den ikke bliver spist af mus, kan den vel bruges næste år.
Både december og November var åndsvagt travle på arbejdet og jeg vidste faktisk allerede i september-oktober, at årets sidste måneder ville trække tænder ud, men der var ikke så meget at gøre. Det er som om at opgaverne nogen gange laver ketchup-effekten, enten er der ingen af dem der rører på sig eller også er det alle deadlines der falder sammen.
Jeg nåede sådan set det hele, og vi undgik heldigvis corona, men måtte betale med en kolo-enorm forkølelse, der startede d. 20 december, varede hele julen, hele nytåret, første uge af 2022 og som jeg stadig – her 23. januar – har eftervirkninger af. De siger at man kan hoste i 6 uger efter – så teknisk set kan det være jeg mangler et par ugers hoste :- |
Julen tilbragte vi med Jess forældre, helt stille og roligt og meget hyggeligt – vores lille niece på 1. måned var med og ungerne hyggede sig. Efter jul tog vi op til hytten i Sverige over nytåret for at slappe af og stå på ski. Jeg var monster forkølet og mest en bladning mellem søløve og karklud. Men det var rart bare at få lov til at sidde i et hjørne og ikke skulle så meget. Uanset sygdom trængte vi alle til at komme væk fra matriklen og se på noget andet i nogle dage.
Derfor var det mere tale om at tumle ind i det nye år end et egentligt tigerspring. Anyway, Vi har det godt, vores arbejde er spændende – og ekstra spændende pga. det overhængende omikron-trussel der hænger over os, men som ikke har ramt (endnu). Hjemme får vi lavet en masse, Jess bygger på projekt Jotunheim, vi får ordnet loftsrummet og selvom Julepynten ikke er kommet ned endnu, har vi en følelse af fremgang.
Denne weekend, og efter vores 10 års Bryllupsdag i torsdags, hoppede vi afsted på solo-tur på hotel mens ungerne blev passet af Farmor og farfar. Det var super rart at kunne spise en 5 retters menu uden nogen kravlede på en, eller sagde “MOR” hvert 5 sekund, som Liv gør for tiden og have nogle rigtige samtaler, der ikke handlede om logistik, aula eller opdragelse. Phew – mere af det.
