… og knap så glamourøs bonusinfo – hvis man ikke kan lide info om de mere kropslige dele af post partum, skal man nok ikke læse med 😉
Da jeg fik Bassemanden lavede jeg et indlæg med noter fra de første 14 dage på barsel. Ud over at det er rart at have det skrevet ned, fordi man glemmer det hele så hurtigt, er det også enormt skægt at læse igen senere. Jeg har flere gange genlæst indlægget om de første dage med bassemanden. (Hvis jeg skulle få lyst til en nummer 3 skal jeg lige huske at læse det her indlæg MANGE gange)
Here we go:
- Lørdag d. 19: Hurtig fødsel og så hjemme igen om eftermiddagen. Læs eller genlæs om da lillepigen kom til verden.
- Søndag d. 20: Træt, udmattet og lidt bleg. Føler det som om min krop er blevet kørt over af noget meget stort. Humper lidt rundt (den berømte “Jeg har lige presset noget der svarer til en 1,5 L colaflaske ud af mit underliv” gangart. Ammede baby-pigen fra 2-5 men ellers ok nat. Eske vågnede tidligt, og vi havde vores søde naboer på et hurtigt besøg. Senere kiggede de forbi med nybagte boller til os. Så betænksomt. Jordmoderen ringede fra Hillerød som opfølgning på i går. Følte mig faktisk lidt skældt ud pga. amning. Hun ville have jeg skulle lægge barnet mere til.
- Mandag d. 21: Lang nat, har ikke sovet meget, men mælken er heller ikke løbet til endnu. Min mor og far kom på visit hen på eftermiddagen. Vi havde også besøg af Jordemoder – faktisk den samme som har fulgt mig i begge graviditeter hvilket var rart. Mælken løb til ved middags tid, om aftenen var bryster totalt Dolly style! Amning gør ondt, men er ok.
- Tirsdag d. 22: Første dag hvor det bare var Jess og mig hjemme. Jess afleverede Eske i vugger og bagefter fik jeg en lur efter en hård nat – sov mere, men i mærkelig stillinger og afbrudt af lange amninger. Hun spiser godt til den lille fis. Vi tog på Albis kaffebar og en tur på Krogerup, som jeg dog tilbragte i bilen med at amme. Hjemme igen tog hun en god lur og jeg sov også. Vi hentede Eske, der havde været lidt mut i vugger og for første gang faktisk har bidt et andet barn. Helt sikkert reaktion på hvad der sker herhjemme. Har tudet lidt over min søn der må være noget forvirret over det hele her for tiden. Stakkels lille gut, som pludselig virker så stor!
- Onsdag d. 23: Tudedagen, vi fik ryddet op i noget tøj til ungerne. Lidt hård nat, hun var meget vågen fra 2.30 til 6… alle følelserne sidder udenpå tøjet dag. Bonusinfo: Første toiletbesøg efter lavement gik godt – det er et lidt spændende oplevelse hver gang! Juhuu – Jeg venter dog lige lidt med jerntabletterne. Note: navlestrengen på lillepigen lugter!
- Torsdag d. 24: Stadig flosset i kanten og bleg, men hun tog et godt stræk i nat. Hun vil spise hele tiden når hun er vågen, og giver ikke op før hun har været lagt til 3-4-5-6 gange mellem hver lur. Men har også perioder hvor hun ligger og kigger rundt med store mørke øjne. Bonus info og dagens optur: Jeg tisser nu i én stråle og ikke 3. Lis var på besøg og vores sundhedsplejerske kom også forbi. Igen den samme som vi havde med Bassemanden: Søde Anne!
- Fredag d. 25: Tager stadig smertestillende, ikke så meget for de nedre regioner, men rigtig meget for amningen der stadig gør sindsygt ondt. Ingen besøg i dag, men planer om at tage ind til Helsingør, drikke en god kop kaffe to-go og trille med barnevognen. Til aften kom udmattelsen, jeg ville tage et bad og pludselig rystede jeg helt vildt – der var ikke mere energi i mig. Om natten kom post gravid-sveden også, vågnede helt gennemblødt og rystende flere gange. Navlestumpen faldt af… endelig!
- Lørdag d. 26: Hun er nu en uge gammel. Jess og Bassemand er taget på svampetur i skoven, det er rigtigt ruskevejr men det virker som om de hygger sig. Mine sting begynder at klø. Selve ammeshowet begynder at virke “normalt” nu. Det gør stadig ondt som bare pokker, men nu bliver brystet blødere efter hun har spist. Bonus: Eske tissede i sofaen da han løb nøgen rundt efter bad! (Vi skifter sofaen når ungerne flytter hjemmefra – indtil da – deal with it!)
- Søndag d. 27: Virkelig hård nat! Har siddet op siden kl. 1. Hun vil bare spise og spise. Skiftede sengetøj, alt var gennemblødt og lidt gnu-agtigt. Malene, Vigga og Magne var på besøg. Har brugt resten af formiddagen på at crave en lur der bare ikke var plads til! Vi har verdens sødeste naboer, de lavede legedate med Eske mens Jess løb en tur og pigen og jeg sov! Andre naboer kiggede ind med gaver til børnene. Bonusinfo: Eske stjal mit uld-ammeindlæg og puttede det ned i sit juiceglas.
- Mandag d. 28: Ok nat, men er ved at ramme ammemuren, sad 5 timer on/off i går aftes før hun faldt i søvn. Hun spiste ca. 7 gange på den tid. Talte med min SP her til morgen. Hun siger at store børn kan være sværere at mætte i starten. Så vi har besluttet at jeg holde fast lidt endnu og forsøger med et ammeskjokd så min nipple kan hele lidt. Man bliver sku slidt af så meget trækken i ens brystvorter! Men der er tydeligt gang i systemet. Hver ble er en bæ-ble!
- Tirsdag d. 29: Taget ammeskjold i brug på begge bryster nu. Det nærmest “stråler” smerte når hun tager fat hvis jeg ikke har dem på! Håber hun får nok mad og kan tømme ordentligt! Bonusinfo: Jeg vejer nu 49,5 kg. Dvs 500 gram mere end før jeg blev gravid. Bryster er fordoblet/ numse er halveret. Bare rolig, brysterne skal nok nå at blive triste igen! Numse er virkelig slatten, mor her må lave squats! Lillepigen har lige lavet et sugemærke på Jess arm.
- Onsdag d. 30: Rodet nat, men meget smuk morgen. En af de der rimfrost morgener som er kolde og klare. Jess mente vi skulle udnytte det og tog en tur til Espergærde. Vores SP kom senere for at måle og veje om hun vokser som hun skal. Det gør hun ikke, hun har faktisk ikke taget på siden sidst og hun havde også urater i bleen imorges. Så selvom hun ligger og spiser i 7 timer hos mig kommer der ikke mad nok i hende. Jeg græd rigtig meget over den nyhed som jeg også skrev i det her indlæg. Havde virkelig satset på at det ville virke bedre denne gang og jeg spiser og spiser for at sikre at jeg kan give hende næring. Men med gårsdagens nyhed omkring min egen vægt er det måske utopisk at tro at jeg kan brødføde to mennesker med gode rugbrødsmaskiner. Uanset at den ene er meget lille. Så nu må vi supplere med erstatning, ligesom vi gjorde med Bassemanden. Det giver en masse fordele også, men jeg har bare kæmpet så hårdt for at det skulle virke denne gang så er faktisk rigtig rigtig ked af det.
- Torsdag d. 31: Ok nat, på den måde at da jeg havde ammet hende et par timer omkring kl. 5 i morges spiste hun alligevel 80ml, og faldt så i søvn og sov til kl 8. Men er moody idag! Bløder stadig en del, også i klumper og friskt blod! Er begyndt at blive bekymret for min blodprocent, så skal have snakket med min læge. Har også hovedpine og vil gerne igang med at tage jern, men tør ikke endnu, hvis det hele nu stopper til. Alt i alt ikke på toppen i dag. Det er Halloween og vi skal over til naboer senere. I år bliver ikke året hvor vi holder vores traditionelle Chili og Margarita aften. I år bliver vist ikke året hvor vi holder noget som helst.
- Fredag 1. November. Vi endte med at melde afbud til naboer i går, jeg var slet ikke til pænt brug, og græd en del i løbet af dagen. Men fik taget ilddåben med at hente Bassen med en skrigende baby i barnevogn. Det hjalp ikke at han skulle skiftes da jeg hentede ham, så lillepigen måtte vente mens jeg gjorde det. Efter vi begyndte at eftermade, har hun virkelig sovet bedre. Og når hun efter 2-3 timers amning stadig guffer 80 ml fra flaske må man sige at hun var mere sulten end jeg kunne give hende. I dag skal vi til fødselsdag med Jess familie. Lidt en omgang i forhold til logistik med to børn der skal sove i en bil på samme tid, to gange. Bassemanden klarer det sikkert i fin stil, det er noget helt andet med Lillepigen. På en eller anden måde lykkedes det begge veje. Men jeg bliver stadig top stresset af den slags situationer, eller rettere: af tanken om at vi er på motorvej og Lillepigen starter i skrig, vækker Bassen og vi ikke lige kan stoppe op! Da vi kom hjem om aftenen var jeg udmattet på den måde hvor jeg ryster af kulde og har nemt til tårer. Heldigvis sov Lillepigen, så jeg kunne gå direkte i seng.
- Lørdag, d. 2: Lillepigen er 2 uger i dag. Vi skal bare være hjemme, men Jess har fået en invitation til svampetur med en fra byen. Så han og Bassemanden tager på tur. Jeg var hjemme med lillepigen, som ville spise og spise og spise og slet ikke sove, så der var ingen pause. Da de kom hjem havde Bassen rullet sig i en vandpyt og skulle i bad. Lillepigen har fået gang i systemet og var smurt ind i gult, så hun røg også en tur i bad til stort spektakel. Er lidt panik over at Jess barsel er slut for nu og han skal på arbejde mandag. Men ved fra tidligere at det nok skal gå, og vi bliver nødt til at rive plasteret af på et eller andet tidspunkt. Til eftermiddag lykkedes det os endelig at få begge børn til at sove. Så vi tog faktisk alle sammen en lur.
Det var de første 14 dage – og erfaring viser at hver dag bliver lettere fra nu af. Selvfølgelig med udsving, men i princippet. Af reaktion fra Bassemanden har vi mest haft en konflikt omkring babydynen. Han elsker sin dyne, og selvom vi har givet ham en ny stor dyne, og han har den ene af vores to babydyner, vil han ikke have at lillepigen låner den anden. Han er opmærksom på om hun tager noget af hans. Min plan er at skifte betrækket på den ene til et nyt et han ikke kender, så kan det være det ikke virker som hans dyne. Ellers tager han det ok. Så længe vi får givet ham noget solo-opmærksomhed i løbet af dagen. Men det er helt klart hårdt at blive storebror, selvom hun får masser af kys og bliver aet.