Den opmærksomme læser vil på nuværende tidspunkt sikkert have gættet sig til at radiotavsheden skyldes lillepigens fødsel. Jeg har skrevet en del indlæg, men med én hånd på min mobil mens jeg sad lænket ammende til en sofa de sidste 5 dage. Så de kommer lidt drypvis og ikke heeelt aktuelle. Men nu er de skrevet og ud skal de.
Jeg havde forventet at både tidspunkt og forløb for lillepigens fødsel ville være meget det samme som sidst. Sikkert en naturlig antagelse, da forrige fødsel er det eneste man har at sammenligne med. Hele vejen igennem har jeg gamblet på at det ville gå hurtigere, og at jeg ikke vil miste blod. Men at det skulle blive så anderledes en oplevelse, havde jeg ikke gættet.
For det første havde jeg ikke forventet at gå over tid, men jeg gik en hel uge over og var allerede booket ind til ekstra undersøgelse forud for en evt. igangsættelse. Det skrev jeg om her pga. mine bekymringer omkring min egen lave vægt og bmi. For det andet havde jeg forsigtig håbet/forventet at både pressetid og udvidelsestid ville være ca. halveret. dvs. presse i ca. 2 timer og udvidelsesfase i ca. 5 timer.
Lørdag morgen, 7 dage efter termin kl. ca. 7 fik jeg noget der mindede om en rigtig ve, klog af skade sponsede jeg op, spiste morgenmad og lavede kaffe. Jeg tænkte at hvis det faktisk var en rigtig ve ville det være min sidste chance for at få næring indenbords inden barnet var ude – lidt vidste jeg hvor ret jeg vilje få. For midt i at jeg høvlede yoghurt med musli og honning ned gik vandet! Sjask.
Jeg spiste færdigt, ringede til fødegangen og jokede lidt med dem. Veerne var ikke kraftige, men dog til stede. Vi blev enige om at jeg så det an i 30 min. og så ringede igen for at aftale at komme ind og som minimum få kørt en strimmel og sikre os at lillepigen havde det godt, hun lå ret stille og jeg kunne ikke mærke hende så meget. Efter knap en halv time var jeg dog ikke i tvivl om at vi var i gang, så da jeg ringede igen og sagde at nu det ved at være tid. Den vagthavende jordmoder debaterede lidt med sig selv om jeg skulle på akutmodtagelsen eller på fødegangen, men endte på at jeg skulle tage til fødegangen. Var hun ikke selv endt med den konklusion, skulle jeg nok have hjulpet hende. 😉
Klokken ca. 7.50 kørte vi. Bassemanden var ikke glad for at vi kørte uden ham og græd en del, men han var i gode hænder hos Jess forældre.
Fødsel
Vi var på Hillerød lidt over 8.00 og blev modtaget på fødegangen med glad godmorgen! (Det er altid fedt at møde ind lige efter et vagtskifte – det er de store godmorgensmil man får)
Jeg blev vist ind på fødestue og fik tildelt en jordmoder (Birgitte) der undersøgte mig. Det viste jeg at jeg allerede var 4-5 cm åben, men at vandet ikke var gået, men mine veer var hurtigt tiltagende i styrke så det var åbenbart kun proppen der var gået. Først skulle jeg gøres klar til drop, en foranstaltning som følge af sidste forløb og så de kunne give mig et livmodersammentrækkende stof hurtigt efter fødslen for at undgå blødning. Derefter det berømte lavement – det er ikke fedt, men man bliver glad for det.
Vi nåede begge dele inden det begyndt at gøre rigtig rigtig ondt. Hver gang Birgitte undersøgte mig var jeg lidt flere cm åben – det var næsten en hel cm pr. ve. På et tidspunkt virkede det som om Birgitte troede at der ville gå lidt tid før presseveerne kom, så hun skrev noget journal. Men måtte hurtigt afbryde ret hurtigt. Mellemfasen, den heftige udvidelsesfase tog hurtigt til i styrke. Det var meget meget smertefuldt og som jeg husker det var styrken også mere end dobbelt hvad den var sidst. Birgitte noterede sig at jeg gik i gang med at presse for alvor kl 9.55 og vores pige var ude kl. 10.10.
5 min efter kom moderkagen og de satte drop på mig. Lillepigen, som viste sig at være en kæmpebaby på 4270 gram kom op på maven af mig, men navlestrengen var ret kort, så de var faktisk nødt til at afnavle før hun kunne komme helt op. Ligesom med Bassemanden havde jeg en fornemmelse af at den store klump klistrede varme baby umuligt kunne havde været inde i mig.
Efter et lille stykke tid sagde Jess, at han var nødt til at gå ned og flytte bilen fra 3 timers parkeringen… Det er stadig det mest syrede ved hele oplevelsen, som får mig til at sidde og fnise – at vi klarede det hele inden for korttidsparkeringen 🙂
Vi fik morgenmad og lov til at ligge lidt i fred inden de kom og vejede og tog prøver osv. bagefter slappede vi lidt af, faldt vist i søvn.
Søde Birgitte var rigtig fin at samarbejde med, og denne gang føltes det faktisk som om jeg aktivt kunne gøre mere selv. Hun sagde det var tydeligt at jeg var stærk. Så al den pilates jeg har lavet og trænet alle mini-musklerne i korsettet har åbenbart hjulpet. Faktisk havde jeg presset hende ned fra oppe ved livmodermunden til at hovedet var synligt i én ve og det tog kun omkring 8-10 veer at presse hende ud.
Vi tog hjem ved halv 3 tiden. Jeg følte mig som om jeg var blevet kørt over af et godstog, men alt i alt var det en meget lettere fødsel, enormt smertefuld fordi det var så kort. Men jeg var lettet fordi jeg kom ud med en stor stærk pige og kun 200 ml mistet blod.
Lillepigen kom til verden d. 19.10.19 kl. 10.10 (så er talnørderne også glade 😉
Stort tillykke, Nina!! <3 Dejligt med en god fødsel, pyha
Mange tak! ja – det var en heeelt anden oplevelse end sidst. Og hvor fedt er det lige at have det meste af sit blod stadig – det kender du jo også til!