Straffen for at være tidsoptimist

For det er jeg. En god blanding af tidsoptimist og kontrolfreak. Dog ikke på den måde at jeg altid kommer for sent, faktisk hader jeg at komme for sent til møder så jeg planlægger god tid så der er ro på. Men tidsoptimist på den måde at jeg konsekvent undervurderer hvor lang tid ting tager. Eller tænker “Det kan jeg da sagtens nå…”

(Kontrolfreak skal i øvrigt ikke forveksles med perfektionist – det er jeg nemlig ikke 🙂 )

Det komme til udtryk ved at jeg f.eks. tænker at man sagens kan nå at skrive et referat inden arbejdsdagen slutter, selvom der kun er en halv time til og jeg også lige skulle fikse nogle andre ting. Eller at vi sagtens kan stå op kl. 8, nå at spise morgenmad i god ro og mag, tage bad, få alle mand klar og køre 150 km inden kl. 10.30 (psst… det kan man ikke). Eller kan finde på at planlægge impulsivt at have gæster til drinks kl. 16. og så tro at man fra kl. 15 har tid til både at hente, handle og preppe + lige tjekke om vores badeværelser er i ordentlig stand.

Faktum er at jeg kommer til at lave den type stunts – ikke hver uge, men ind i mellem.

Derfor har jeg, i den sidste tid her inden jeg skal på barsel planlagt at færdiggøre alt mit arbejde OG lige tage et ret ambitiøst efteruddannelseskursus. Kurset er som DGNB-konsulent der handler om bæredygtighedscertificering af bygninger. Jeg vil ikke gå meget ned i det her på bloggen, men man kan læse meget mere her. Kort fortalt handler det om at byggeri, hvis det skal certificeres som bæredygtigt, skal opfylde en række krav på en række parametre, herunder: Sociale, tekniske, site, proces, økonomi osv. Det vil normalt være en projekterende der står for selve dokumentationen af certificeringen, men jeg tager kurset fordi der er mange parametre der bestemmes i de tidlige faser hvor der ikke er tilknyttet rådgivere endnu. Men hvor jeg er inde og f.eks. laver rådgiveraftaler og rammerne for et specifikt byggeri sammen med bygherre. Derfor giver det totalt mening at jeg ved noget mere om det her.

Og så kommer vi til det med straffen: Det er altså hårdere end forventet – meget hårdere. Både at få afsluttet ordentligt og give kurset al den energi det kræver. Jeg er helt smadret om aftenen – kommer sent hjem og er ikke meget værd. Samtidig er det et kursus med eksamen, så jeg skal altså følge ordentlig med og have energi til at læse op bagefter. På arbejdet har jeg det som om jeg med vold og magt prøver at stoppe noget meget stort ned gennem en tragt. Det er jo sådan at der er en naturlig deadline på det hele. Men den duks der bor inde i mig vil gerne lave en ordentlig overlevering.

I dag har jeg sidste dag på kursus inden barsel – 8 timers dage hvor man sidder ned er hårdt for kroppen, imorgen har jeg sidste dag på arbejde inden barsel, så der skal jeg nå at pakke ned, rydde op, sige farvel for nu, spise kage med mine kollegaer – evt. have et sidste møde og så hjemad. om jeg kan nå alt det vil tiden vise. Tidsoptimisten i mig mener at jeg godt selv kan nå at bage også og at det hele nok skal gå – straffen bliver sikkert at jeg sover hele fredag!

Nina Marquardsen - København - tidsoptimist
Mit kursus foregår i den smukkeste del af København, lige omkring Bredgade

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.