I min sidste status nævnte jeg mine 2-3 eneste gravid skavanker – Min ven åreknuden, det faktum at jeg ikke har taget så meget på og mit lave blodtryk.
Jeg har naturligvis talt med min læge om det hele. I forhold til vægten skal jeg sørge for at få mere nærdingholdig mad. Nu spiser jeg i forvejen fløde, (meget) smør på brød, drikker sødmælk i min kaffe (eller fløde – mums) og er på ingen måde fedt forskrækket – jeg lever heller ikke 100% vegetarisk og altså slet ikke vegansk, så får også fedt fra kød. Men sagen er nok den, at jeg ikke har så meget appetit, og jeg har vænnet mig til at spise til jeg ikke er sulten mere, ikke til jeg er prop-mæt. Nå, men ingen fare for baby, livmoderen ligger på kurven, masser af spark og liv, og god hjertelyd. Årsagen til at jeg burde tage lidt mere på er kun at det er mig der måske bliver straffet når jeg har født, hvis jeg ikke har lidt mere sul. Det fik jeg så alligevel sidste gang, så jeg ved ikke om det overhovedet hjælper. Men at spise nok til at amme var faktisk enormt svært for mig.
I forhold til blodtrykket er det bedre end det var, men det er også en måde min krop beskytter hjertet på. Så det gør ikke rigtig noget. Jeg skal bare ikke rejse mig op for hurtigt, eller i det hele taget bevæge mig overilet. Hvis jeg kommer til at springe op bliver jeg lidt svimmel og ser stjerner.
Åreknuden er værre. Den er ret stor faktisk. (tænk at man er nået en alder hvor man taler om sådan noget – fik det er kedeligt emne) men jeg forsøger at gå og stå mindre – trave mindre rundt på arbejdet og jeg tager rimelig konsekvent elevatoren. Samtidig skal man jo have motion, så det er en balance. Men hvis den bliver meget større og begynder at gøre virkelig ondt kan jeg risikere en deltidssygemelding. Jeg håber det ikke (fordi det ville betyde at det gjorde nas) men nu får vi se. Man er jo ikke herre (eller frue) over det hele i sådan en tilstand her og jeg er i forvejen usandsynlig heldig at jeg ikke har flere problemer.
Min læge siger at jeg ikke skal være for tapper, men det ligger ikke rigtig til mig. Ud over ovennævnte har jeg det jo virkelig godt. Jo jo, ligesom alle gravide er kroppen udfordret, men der er dage hvor jeg faktisk glemmer at jeg er gravid og næsten får et chok når jeg kigger ned… og så er der de dage hvor det hele knirker lidt.
De sidste 3-4 dage har jeg haft det rigtig godt rent kropsligt. Men jeg har også haft så travlt at jeg vel næppe har haft tid til at tænke over noget. Nu er det weekend og vi er på vej mod mine forældre lige om lidt. Men først lidt morgenmad.