Så blev min lille fis 1. helt år. Det er verdens ældste kliché men, det gik nu alligevel stærkt. I øvrigt har jeg hørt flere teorier om hvorfor det er vi syntes tiden går hurtigere og hurtigere. Én lød på, at det er fordi den tid vi har oplevet hele tiden bliver indregnet. Så relativt i forhold til vores liv, bliver et år kortere og kortere… giver det mening? Rent teoretisk giver det mening, men følelser er sjældent teoretisk korrekte.
Det til side, så d. 30 november 2017 kom Bassemand til verden, efter en hård kamp, meget mistet blod og en mor der slet ikke var på toppen. Jeg kiggede på lidt billeder den anden dag og kan slet ikke huske at han var så lille. Samtidig kan jeg se hvor blålig jeg selv er i hovedet – man skal ikke undervurdere det der med blod.
Han er blevet fejret i vuggestuen i dag, med lys i en lille togvognslysestage, fødselsdagssang, en lille krone og gave. Vi havde givet ham sukkerfri (Yes, point til mor) bananpandekager og blåbær med til at dele ud. Senere på dagen var der juleklip og mens jeg stod med min 11 kg, velnærede dreng var der nogen der kom med en 14 dage gammel baby på 4 kg. Kontrasten var helt vild.
Vi plejer ikke at være så juleorganiserede, men det er som om Bassemands fødselsdag automatisk gør at vi kom i gang med juleriet. Så jeg fik lavet en Jule-depression med kalenderlys og en stor flot buket til pynt. I morgen fejrer vi ham med Julemarked på Esrum Kloster og bedsteforældre til Gløgg og Æbleskiver. Det kunne blive en hyggelig tradition.
