Det var i dag for 4 år siden vi sad lidt sørgmodige men rejseklare i San Franciscos lufthavn med biletter til København one-way. Det er svært at beskrive de følelser jeg havde og stadig har omkring hele den tid og den beslutning vi tog. På den ene side var tiden op til flytningen brutalt hård. Det var som om vi sagde farvel i flere uger. Vi havde overhovedet ikke lyst til at forlade vores liv derovre. Men vi havde brug for og lyst til, at der startede et nyt kapitel. Vi havde brug for ikke mere at være i limbo og vi havde rigtig meget brug for ikke at være nomader. De 9 år der lå før, havde vi været frem og tilbage til Grønland, Tyskland, Schweiz og Berkeley USA. Var vi ikke flyttet til Danmark var vores nomadetilværelse fortsat til, hvem ved, Helsinki var oppe… USAs østkyst var også… Sydengland kort osv.
Da vi flyttede de 8000 km tilbage over atlanten vidste vi ikke, at vi her 4 år efter ville sidde i et nybygget hus ude på landet med vores 11 måneder gamle søn på armen. Med en helt ny omgangskreds, nye jobs, helt anden verden og på mange måder et helt andet og nyt liv. Jeg skrev her “Don’t cry because its over, smile because it happned”. Og siden jeg skrev det indlæg er der sket endnu mere!
Vi valgt med åbne øjne at flytte tilbage, ingen eller ingenting tvang os. Vi vidste blandt andet, at hvis vi ikke flyttede fra USA ville vi aldrig få børn. Vi savner stedet og vores liv derovre, men vi var også klar til at flytte tilbage.
En eller anden dag håber jeg vi får mulighed for at tage tilbage en tur. Måske endda på et eller andet tidspunkt flytte lidt rundt igen. Men ikke nu – jeg ved hvor hårdt det er, hvor meget ekstra energi der skal til, hvor hårdt det er at være immigrant og hvor mage bekymringer det medfører. Men jeg ved også hvilke fede oplevelser der kan komme ud af det.
En af mine veninder fortalte den anden dag, om et par hvor manden gerne ville rejse ud med sit drømmejob, men kvinden havde sagt nej, og sagt nej på den hårde måde. (Familie med 3 børn) Jeg forstår hende virkelig godt – det gør jeg – for jeg havde også krise over hele situationen med at sige op, tage med, ikke vide hvad, hvordan eller noget som helst andet. Men Jess og Jeg har i vores forhold valgt at vi aldrig vil bære hinandens lykke. Derfor ville jeg ikke kunne sige nej på den måde, og jeg mener også man skal lade være med at gøre det. Bevars! Man skal være sikker på at ønsket er oprigtigt og ikke bare et “Det kunne da væres sjovt nok”. Men man kan ikke være ansvarlig for hinandens lykke. Jeg tror det vil være svært med tiden ikke at bebrejde den person der har “stoppet” den anden – så det kan blive hårdt for et ægteskab.
Nå…. Det her indlæg startede ét sted og sluttede et helt andet. Men vi blev naturligvis nødt til at fejre livets finurlighede her til aften med bobler på en mandag.
