Jeg har haft en lidt heftig uge på arbejdet. Min kalender er fuldstændig booket op med møder. Fra tirsdag eftermiddag gik jeg i møde og jeg var først færdig fredag kl. 14.30 – nu hænger hele opfølgningen og alle referaterne. Tirsdag havde jeg allerede arbejdet hvad der svarer til 3 fulde dage, og det blev ikke bedre. Men det har også været en underlig uge, fordi indtil onsdag havde Jess taget Bassemand med til Sverige en hel uge. Dvs. fra tirsdag sidste uge til onsdag denne uge var jeg helt alene hjemme for første gang siden jeg fik Bassemand. EN HEL UGE uden min bløde baby. Jeg har før skrevet at det er et meget fysisk savn når han ikke er der. Jess havde ikke taget nøgler med, så de kiggede forbi byggepladsen onsdag formiddag og jeg blev helt rørt over at se dem igen. Også over min søns reaktion på at se sin mor. Kæmpe smil og hyggelyde og prøvede at komme over til mig.
Han har haft det så godt i fjeldet med Far, Mormor og Morfar. Været med ud og vandre i bærestol og fået friske kinder. Det var også rart for ham at være væk fra varmen, og da de kom hjem var der brudt 4 bisser igennem på en gang. Så forstår jeg bedre mængden af savl 🙂
Jeg kunne have rendt rundt og taget i byen og lavet alt muligt når jeg nu var alene. Men jeg valgte at nyde at være alene hjemme, bare slappe af og smække fødderne op når jeg kom hjem. Det eneste jeg ikke nyder ret meget er at spise alene, jeg syntes det er så kedeligt. Ligeså meget jeg elsker at lave dejlig mad til andre mennesker, lige så kedeligt syntes jeg det er at lave mad til mig selv. Men jeg nød at sidde længe på terrassen og kigge ud over markerne. Jeg ved ikke om det er hver dag, men mindst hver anden dag tænker jeg på hvor heldig jeg er at bo her. Det er så smukt og godt for sjælen.
