Så troede vi det hele ville gå smertefrit, og vores lille bil klare det i flot stil, men sådan skulle det ikke helt være. Hvad vi ikke havde ventet var, at det ville være nær frostgrader i ørknen, vi var trods alt kørt langt mere sydpå, men også ind i landet. Så selvom der ingen sne var i Las Vegas var det stadig rigtig koldt – koldt nok til at bilbatterier i forvejen har det hårdt. Så på en rasteplads 100 miles fra Vegas, hvor jeg lige skulle ind og tisse, og Jess havde valgt at blokere truck-banen gik vores bilbatteri ud. Med danske biler vil man prøve at skubbe dem i gang, men i bil med automatgear går den ikke, man kan faktisk ikke rokke bilen ud af stedet uden at løfte forhjulene. Så vi måtte finde nogen med startkabler som var villige til at hjælpe os.
Heldigvis var der en del mennesker i nærheden og vores taktik var umiddelbart at spørge nogen i en SUV, Jeep eller pick-up truck om de kunne hjælpe. I mellemtiden havde den mega truck som vi blokeredere for, mistet tålmodigheden med os og sneget sig ud med 3 cm mellem den og vores sidespejl. Ingen havde kabler, så vi følte os rimelig fucked, hotel-reservation, koncertbilletter og en lang køretur kunne være spildt med kun 3 timer til koncertstart.
Jess fandt så to unge fyre fra Oakland som han nærmest opgivende spurgte, og jep… de havde kabler i bilen, og ville gerne hjælpe. Det var deres mor som kørte bilen og hun var med på ideen (en lille dame der dårligt kunne se ud af forruden. De kørte over til os, og her startede showet så, det viste sig at den mor overhovedet ikke kune køre bil. Hun kunne starte den og køre ligeud, men bakke, navigere og samtidig lade være med at ramme noget, var alt for meget for hende. Vi forsøgte at få hende navigeret så tæt på at kablerne kunne nå, men det første der skete efter hendes søn var steget ud af bilen var, at hun kørte over hans fod og holdt oven på den. Da vi fik hans fod fri og forsøgte at få hende til at bakke, satte de to drenge sig i vejkanten, røg en smøg og sagde “We gotto see this – ’cause she cant drive for shit, and she won’t let you guys do it” Det tog nok et kvarter hvor hun kørte frem og tilbage på præcis samme position inden vi fik viftet og fagtet hende på plads, og kablerne omsider kunne nå. Hurra vi var på tur igen. Nu turde vi så bare ikke stoppe bilen igen før vi var fremme, heldigvis går man ikke så let i stå i med automatgear.
Vi kom til Vegas -lidt pressede, havde lige en time til at friske op og så til koncerten, som var mega fed. Bagefter ventede Vegas med massevis af drinks, halvt påklæde nissepiger der dansede vi vinduer (særligt sjov har hende uden rytme og et meget begrænset udvalg af mooves, hun virkede lidt som en høj tynd robot i lak-støvler) aftensmad og afslapning.
Næste dag slappede vi af i byen, gik på opdagelse og hyggede os. Vi blev enige om, at det ikke var i Vegas vi ville holde nytår. Vi bliver begge ret hurtigt trætte af røgen i casinoerne, den sødlige duft overalt, mylderet af mennesker og plattenslagere. Særligt omkring nytår er der helt proppet og alle priser går dobbelt op i en generelt dyr by.
Så da vi ville ud fra Ceasars Palace parkeringskælder ville lille bil ikke starte igen. Der var altså tale om et helt dødt batteri. Vi måtte så ringe til vores forsikringsselskab og få dem til at sende en ud til os med kabler. Vi forventede at der nok kunne gå et par timer med det, men fra vi ringede til der kom en sortklædt, tatoveret, cool dude med earstretchers og startkabler gik der 30 min. Vi tog den beslutning at skifte batteriet med det samme – noget vi nok skulle have gjort dagen før, så vi kørte til det nærmeste auto-sted. (hurra for USA at alt er åbent 24/7 – også søndag aften før nytår)
Her var der endnu en cool, sortklædt, tatoveret fyr med earstretchers og et armbånd hvor der stor ‘I love boobies’ der i løbet af 20 min havde skiftet batteriet. (sådan ser mekanikerne åbenbart ud hvis de er under 30, kan man konkludere). Således 100 $ fattigere og et bilbatteri rigere kørte vi videre.
