Ikke mere amning i denne omgang, der er simpelthen ikke mere mælk i mig nu. Jeg lavede et større indlæg om amning tidligere og på trods af min frustration er det vist gået ok. Nu gider Bassemanden ikke mere. Der er alt for lidt mad i det, for en så sulten dreng. På en fuld amning, hvis jeg kan få ham til det, er han mæt i 45 min. På en flaske i ca. 2 timer og på grød i ca. 4…. så der er altså stor forskel. Jeg ved godt at amning er så meget mere end mad og det er også årsagen til at jeg ikke stoppede for længe siden, men kæmpede en brutal kamp for at holde min mælkeproduktion i gang så længe som muligt. Når jeg møder nogle mere erfarne mødre er det ofte jeg får af vide: “Skal du ikke bare lægge ham til noget oftere?”. Som om det er et helt nyt smart tip de gerne vil give mig helt personligt og gratis… Nej, Jeg kan lige akkurat holde min egen krop kørende, det er et mirakel at jeg har fodret ham så længe som jeg har.
Jeg har kun ammet ham om natten de sidste 2-3 uger. Men i nat havde han slet ikke brug for det, så nu er det vist ved at være slut. På den ene side er det lidt vemodigt og et tab af nærhed. Det kan være ret hyggeligt når jeg det virker godt. På den anden side er det en lettelse, at jeg kan få min krop tilbage. Jeg behøver ikke spise mere end jeg har lyst til for at holde min vægt midlertidigt (unaturligt) oppe og jeg skal ikke bekymre mig om hvorvidt jeg nu har nok mælk hvis han er mere sulten. Det sidste har jeg brugt en del energi på, når man nu fra naturens side ikke er den fødte amme og også har et barn der er større end gennemsnittet. Bassemand er mere størrelse med et 6 måneders barn end 5. Han sover også længere nu, så vi har flyttet ham ind på sit eget værelse. Det betyder at vi alle sover bedre, han bliver ikke vækket af os og omvendt. Tidligere, hvis han sov (næsten) i mine arme og Jess pludselig hoster, så hopper hele babyen, vågner og kigger sig omkring og falder så til ro igen… så jo, vi forstyrrer også ham. Når han så vågner og skal have sut, futter jeg ind til ham og hvis han er urolig kommer han igen ind til os… det sker typisk kl. 3 om natten. Det er stadig vildt hyggeligt at sove med min bløde baby, men han er lidt som at sove ved siden af en propel – han ligger uroligt og fægter med armene. Samtidig kan Jess albue udgøre en potentiel fare for baby. Så det er bedre at han er i sin egen seng. Igen en smule vemodigt, men rigtig godt og naturligt, jeg føler at hvis jeg blev ved med at amme ham nu, og insistere på at han sov inde hos os, ville jeg gøre det mere for min egen skyld end for hans – og det er ikke meningen. Jeg må nok bare indse at første skridt i det min far kalder “En 18 år lang periode der går ud på at gøre sig selv overflødig” allerede er taget. Og det skete før jeg have forventet.
