Thanksgiving

Torsdag var det Thanksgiving, den største helligdag og event i USA. Dagen hvor halvdelen af befolkningen rejser over adskillige stater for at være sammen med deres familie. Faktisk er Thanskgiving en vigtigere højtid en Jul. Samtidig markerer det også begyndelsen på “Holliday Season” hvilket betyder, at fra nu af er det “Juletid”. Plastik juletræer med enorme mængder glitter og syntetisk udseende blinkende julepynt, bliver fra nu af læsset ind i forretningerne og foran hver eneste supermarked står der en nisseklædt person med en klokke i hånden, som partout skal ringes på hele tiden. (nogen husker måske afsnittet i Venner hvor Pheobe er den der står og ringer – jep den er god nok)

Fredag besluttede vi at tage en vandretur ud til Muir Redwood forrest, nord for SF sammen med Mathias, Maria og Rune. Vi er ankommet så sent at vi ikke helt nåede at deltage i et ægte Thanksgiving arrangement. Måske næste år vil vi opleve den legendariske “Turduckin” – En Kylling stoppet ind i en and, stoppet ind i en kalkun – Både Jess og jeg er enige om, at det svære i den øvelse må være at få kyllingen ind i anden… And ind i kalkun må kunne lykkes, om ikke andet med et skohorn og noget glidecreme.

Egentlig var Thanksgiving ikke grunden til at jeg satte mig til tasterne. Grunden var at jeg stod og lavede en kop the, og ad omveje kom til at undre mig over de kulinariske udfoldelser herovre. Først er der naturligvis mål og vægt. Vi taler ikke kun om tommer (1=2,54 cm) og fod (1=0,328083 m), yard (1=0,9144 m) og miles (1=1609 m)…  vi taler også om fuldstændigt klart definerede enheder som tablespoon (1=15 gram), ounzes (1=28,3495 gram), gallon(1=3,7854 L), cup (1=0,2366 L) og pounds (1=453,592 gram). Det hele giver mening hvis man bare har et målebæger + opskrift med de samme enheder. Men det bliver lettere akademisk når man skal omregne 6,5 cm til 2 + 9/16 inch! Christ hvor er det besværligt.

Heldigvis er det med madlavning noget man kan komme let om hvis man ikke har noget imod 47.000 forskellige tilsætningsstoffer, non-fat products, lean-cuisine retter og take-out… Hørte sågar om en kogebog hvor kagerne var beskrevet ud fra færdigblandinger… dvs. tilsæt 8 oz. chokoladekageblanding til 1 3/4 cup jordbærkageblanding og voila… muffins!

Det er ret utroligt at madkulturen er sådan, selv føler jeg mig helt i eldorado. Frisk frugt og grønt, modent og velsmagende (ingen halvsure, melede tomater), kæmpe udvalg og ikke særlig dyrt. Især nyder jeg, at der ikke er mad-monopol som i Danmark, så alt findes i 10 varianter og man kan omhyggeligt vælge det man bedst kan lide. Servicen kan jeg også godt vænne mig til. Hvis man spørger efter et mystisk niche-produkt vil medarbejderen med glæde rode lageret igennem for at se om det ikke skulle være der. Samtidig forventes det at de faktisk ved noget om de ting de forhandler. At de pakker ens poser for en, er så bare ekstra godt.

Den anden dag fandt jeg en hylde der hed “Entertaining” først kunne jeg ikke finde ud af hvad det var de mente… men da jeg så, at alt var i portionsanrettede bægre: pestoer, humus, nips, oliven, småretter osv. faldt brikkerne på plads. Man kan naturligvis bare købe sig til illusionen om den perfekte værtinde, der lige har stået i køkkenet og bikset 14 forskellige småretter sammen, men alligevel har perfekte acrylnegle og slet ikke er udmattet.

Muir Redwood National monument, Coast Redwoods er blandt de højeste træer i verden og bliver gerne 1500 år gamle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.