Det her indlæg har jeg været virkelig længe om at skrive, og jeg ved stadig ikke om det udtrykker det jeg mener. Men nu giver jeg det et skud.
De der børn… de gør noget ved en! Først må jeg indrømme, at jeg på en eller anden måde aldrigt har forestillet mig at blive nogens mor, eller hvordan det ville være. Jeg har tænkt at jeg nok ville få nogle børn en dag, selvom jeg en periode var usikker på om jeg ville. Jo… Jeg har nok forventet at jeg ville få børn. Alligevel har jeg på en eller anden måde aldrig kædet det sammen med at blive nogens mor. Når jeg skriver det kan jeg godt se at det ikke giver meget mening. Det jeg mener er, at jeg nok ikke har forstået til fulde hvad det vil sige at få et barn. Jeg har heller aldrig været skruk, eller syntes særlig godt om børn. Dvs. andres børn. Faktisk er jeg ikke helt overbevist om, at jeg syntes godt om børn, da jeg var et barn. Men nu er jeg Sparkefisens mor, og det vil jeg altid være. Vores tykke glade lille baby. Hvor jeg i starten havde en ekstrem beskyttertrang og frygt for, at der skulle ske det lille væsen noget, vokser det mere frem som kærlighed nu. Han får mere og mere personlighed og jeg kan slet ikke stå for ham når han smiler og griner. Jeg syntes ikke jeg generelt er i stærk kontakt med mine følelser på daglig basis, jeg ved mest hvad der betyder noget, hvis jeg pludselig har brug for at græde. Det kan både være af glæde eller sorg, men er oftest en form for overvældelse (er det et ord?) af følelser. Derudover er den synlige del af mit følelses register vist noget begrænset. Jeg er mest bare glad syntes jeg selv. Men med lille-fyren kan jeg pludselig blive helt overvældet i hjertet og sidde og smile ud i luften, og det er helt nyt.
Jeg talte med en veningde den anden dag, om det der, med de der børn. Hun sagde, at det første hun tænker på når hun står op og det sidste hun tænker på inden hun falder i søvn er hendes datter. Jeg blev klar over at sådan har jeg det overhovedet ikke. I går sad Jess og jeg og så et afsnit “House of Cards” og da jeg skulle i seng havde jeg glemt, at jeg har et barn. Jeg fik straks dårlig samvittighed og tænkte på om det gør mig til en dårlig mor.
Jeg har nok heller ikke formået at overgive mig helt til livet på barsel. Men når jeg sover ved siden af bassemanden om natten og putter med min bløde baby, så forstår jeg godt at det er helt særligt og sikkert noget man vil tænke tilbage på med glæde. Især fordi hjernen har det med at fortrænge væmmelige ting, herunder hvor slemt det er, at være i konstant søvnunderskud.
Tålmodighed er nok et nøgleord. Jeg er ikke særlig tålmodig, og jeg plejer altid at sige at man rent menneskeligt kan udsætte mig for meget, men man må ikke kede mig. Men med lille-fyren har jeg åbenbart nærmest uendelig tålmodighed. Jeg kan sagtens stille og roligt vugge ham i 30 min. hvis han ikke vil sove, og hvis det så ikke virkede gå ind og bruge 20 min mere på det samme, uden at gå bananas. Til sammenligning kan jeg næsten ikke holde ud at vente på at Jess binder sine snørebånd.
Jeg oplever også mere og mere at der er et nyt følelsesregister der er åbnet. På en eller anden måde er livets skønhed og skrøbelighed kommet meget tæt på. Menneskelige skæbner påvirker mig mere og der er en hel række film jeg slet ikke kan holde ud at se mere. Så hvad er egentlig konklusionen? Jeg ved det ikke. Måske er jeg bare blevet mor.
