2017 retrospektiv

2017 har været et vildt år. Endda nok det mest skelsættende år i både mit liv og i Jess og mit 14 årige samliv til dato. 2017 var året hvor vores søn kom til verden. Men ud over at lave et barn har vi foretaget os en del andre ting og her kommer en lille opsummering af hvad 2017 bragte:

I januar havde vi 5 års bryllupsdag, og med vanlig timing lykkedes det os ikke at få den fejret ordentligt. Vi er ikke ret gode til at fejre os selv. I år havde vi også 14 års dag fordi vi var 9 år om at tage os sammen til at blive gift – det fik vi vist heller ikke fejret. I februar tog vi alene på skitur til hytten i Sverige. Vi løb en masse km på ski, drak god vin, læste bøger og byggede snemænd.

Nina Marquardsen Retrospekt 2017
Vinterferie i Sverige

I marts besøgte jeg min veninde i Schweiz – en fantastisk solo-tur. Jeg fløj til Zurich hvor hun hentede mig. Så tog vi til Tyskland for at se Vitra Design Museum og slog et smut omkring Frankrig for at købe god champagne. Dagen efter tog vi op i bjergene til byen Gryuere for at se HR Giger Museet (ham der har designet “Alien” karakteren) – et virkelig freaky sted, har aldrig før set så mange typer kropsåbninger afbilledet på et sted. To uger senere på min fars 65 års fødselsdag fandt jeg ud af, at jeg var gravid.

Nina Marquardsen HR giger - retrospekt 2017
HR Giger Museet i Gruyere

I April blev min bror gift med sin kæreste og i påsken byggede vi terrasser foran huset med hjælp fra min far – se indlægget om Byggemand Bob her. Man kan ikke sige at det har været en god dansk sommer i år. Faktisk tror jeg at sommeren faldt på en torsdag, men der var et par gode dage i maj og juni. Heldigvis havde vi besluttet os for at tage på festival i Californien en sidste gang inden Sparkefisen ville melde sin ankomst, så vi tilbragte 2 uger i Californien i slutningen af juni og starten af Juli. Jeg vil sige det var en slags “Californien Highligts” fordi vi gjorde alle de ting vi holdt mest af mens vi stadig boede der. Tog op i bjergene, spiste fantastisk mad på vores yndlingsrestauranter og besøgte næsten alle mennesker vi savner.

Nina Marquardsen Retrospekt 2017
Sommer i Californien

Hjemme igen begyndte Jess at bygge solsejl og vi fik lavet vores regnvandsfaskine – den virker ikke helt optimalt endnu, men det fixer vi når der er høstet til august (jeps – til august) Læs om Regn og sol her. Efteråret var både travlt og ikke så travlt. Jeg blev tykkere og trættere (og mere og mere vinterbleg) Men egentlig lavede vi ikke så frygtelig meget. I september blev Jess bror gift og fejrede det med en kæmpe fest. Det lykkedes mig lige akkurat at klemme mit tykke korpus ned i en kjole, men det var også sidste chance. 1. November fejrede vi min svigermors 60 års fødselsdag og samme uge gik jeg på barsel. Hele november var ret stille, jeg gik bare hjemme. Men jeg fik malet køkkenet i smuk farve fra Farrow & Ball “Pigeon” og bagt vaniljekranse. I november fødte jeg vores søn og vi fik bygget trappe – faktisk kom de to ting på næsten samme tid, læs om trappen her og om sparkefisens ankomst her. December gik så med at finde ud af hvordan man holder en baby i live. Som jeg har beskrevet andet sted var det ikke den letteste fødsel, så jeg var sku noget svækket. Men nu hvor sparkefisen snart er 5 uger går det bedre.

Det var 2017 i highlights – jeg glæder mig til at se hvad 2018 bringer – Godt Nytår /N

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.