Der har været lidt stille her på bloggen her de sidste par dage, ikke fordi der ikke er noget at fortælle om, tværtimod, men fordi vi fiser rundt for at finde bolig, få ID kort i hoved og røv, bankkonti, og samtidig få registreret os grundigt.
Men anstrengelserne bærer også frugt. Vi har idag betalt depositum for en lille fin lejlighed i Palo Alto, hvor vi skal bo de næste 6 måneder. Den er ikke ret stor, men stor for et “studio” 50 m2. Lejemarkedet er super fleksibelt, så vi flytter ind i morgen og vi glæder os meget. Det bliver skønt at pakke kufferterne ud.
Idag har vi også fået bankkonti og Stanford ID der bl.a. gør at jeg kan bruge faciliteter på Stanford, som f.eks biblioteket og alle de sportstilbud der findes. Så jeg har været til min første yogatime med en lille hærdebred kineser der var utrolig glad for “planken” og “kobra-pose” (til de der ved hvad jeg mener) så mine arme er ved at falde af og min ryg meget træt… Men sådan er det vel når man starter op igen efter næsten et års yogapause.
Nåå ja, og så har jeg lige skiftet navn!… glem alt om navneforandring og giftermål, navneskifte kan din bankrådgiver også klare herovre! (bank bestyreren Joe mener i øvrigt at Jess ser ud præcis som man som amerikaner vil gætte på at en dansk mand ser ud! – hvad han så end ved om det)