Jeg er sjældent bevidst moderne, faktisk har jeg instinktivt lyst til at løbe den anden vej lige så snart noget bliver “smart”. Det værste der kan ske er, hvis jeg af en ekspedient i en forretning får at vide “Den der er virkelig populær lige nu, det er så smart”. Så tænker jeg instinktivt, at den skal jeg ikke have, eller at det ikke er noget for mig.
Matcha
Men så alligevel er der en gang imellem noget der fanger mig. Jeg må indrømme, at jeg for tiden er dybt fascineret af Matcha theen. Det fine pulver, den hyper-grønne farve og ikke mindst løftet om at det er sundt i en grad, man dårligt kan forestille sig. Så alt i alt virker det så smukt: Det lille ritual hvor man pisker, bambusbørsten og den lille wabi-sabi skål. Alt i alt meget æstetisk og enkelt.
Jeg har virkelig prøvet, flere gange… men jeg kan simpelthen ikke lide det. Først prøvede jeg bare theen, det smagte grimt. Så tænkte jeg “aha Latte” og lavede en matcha-latte med agave-sirup (kan det blive sundere?). Problemet er den overvældende smag af… ja.. matcha. Næste skridt må blive at prøve at bage med det. Alternativt hælde seriøse mængder rom på det i en matcha mojito. Man skal ikke beskylde mig for ikke at prøve, mens det hviner i kinderne og man er helt tør i svælget af bitterhed. Fortsættelse følger…