Jeg elsker morgener, både helt generelt og særligt når skolen skinner eller mosekonebryggen ligger hen over markerne. For nogle er det om aftenen festen rigtigt starter, roen sænker sig og der er endelig tid til at reflektere over dagen og samle op hvor nødvendigt.
De sidste par år er jeg blevet opmærksom på, at det ikke er aftenerne jeg nyder mest, jeg er morgenmenneske. Jeg nyder at komme op og føle, at jeg får en masse ud af dagen. Hvor jeg typisk er træt om aftenen efter en lang dag, trænger mit hoved og krop bare til hvile.
Vi kom hjem fra Californien søndag aften og i går var vi seriøst jet-lagged begge to. Til gengæld var vi så spilvågne klokken 4.03 her til morgen. Det var ved at blive lyst, mosekonebryggen lå på marken, det var fugtigt og fuglene var igang. Desværre, på trods af min morgen glæde, gik jeg ikke igang med at fotografere markerne, jeg tænkte praktisk, fornuftigt og kvadratisk, og hoppede tilbage i seng.
Nu er klokken så snart 8, jeg var oppe igen kl. 6.54 og fik lyst til at skrive. Jess lavede kaffe til mig, som han altid gør når vi har fri. Mens jeg drak den sad jeg og lyttede til fuglene og kiggede ud af vinduet. Fuglenes pippen blev dog afbrudt af lyden af en skovl eller spade, en slags gravelyd. Efter et stykke tid stod jeg op, for at undersøge hvor lyden kom fra. Det viste sig at Jess var i gang med at udrydde dræbersnegle i vores have. Så den huggende lyd var Jess iført shorts og gummistøvler, med kaffekop i den ene hånd og en spade i den anden, der huggede snegle over!