Gravid… så blev det min tur!
(Blogindlæg skrevet i 10. uge – udgivet længe efter, da mit arbejde ikke var orienteret)
Når folk siger at det er et lille mirakel med et barn i maven, har jeg altid tænkt at det var noget sentimentalt pladder… Men jeg må indrømme at det er magisk at to så små celler kan skabe et nyt menneske. Det er vildt syret at se scanningen af det lille menneske, der ligger derinde.
Jeg ved godt at det er smukt og alt det der, men jeg bliver nødt til at sige, at indtil videre er det nok det kedeligste jeg har gjort i mit liv… man må ikke noget, skal hele tiden passe på, ingen alkohol, skær ned på koffein… må ikke hjælpe ordentligt med til terrassebyggeriet, pas på tungmetaller i fisk, ansigtscremer vil slå dig ihjæl, sæbe ditto, make-up don’t even think about it! osv…. Men værst af alt er, at jeg ingen energi har. Jeg er så super træt hele tiden, at jeg overvejer om jeg nogensinde i mit liv får energi til noget igen. (Drama-queen, jeg ved det) Samtidig er jeg heldig, fordi jeg endnu ikke har kvalme, men jeg er træt og sulten hele tiden.
Desværre kom jeg til at læse forud omkring fødsel igår – det skal man ikke. Det var beskrevet, som om man kan forvente sig et helt Middelalder-scenarie vil udspille sig i ens nedre regioner: Brunt, smertefuldt, åbne sår, lidelse, ar og en stålsat bevidsthed om at det er for et højere bedste… alt i alt, Middelalder.
Efter jeg febrilsk forsøgte at få billederne af en smadret krop ud af hovedet, kom jeg til at læse om faderens “rolle” efter fødslen. Ahem… det var helt tydeligt at det ikke var skrevet af en far, men en eller anden velmenende jordmoder, som desperat forsøgte at give indtryk af, at hun mente faderen også havde en rolle at spille, men havde svært ved at finde på noget. Hele teksten var lidt overbærende, og det blev fremstillet som om, at det at få et barn handlede om to mennesker: Moren og Barnet.
Jess og jeg deler på mange måder alle opgaver omkring vores hverdag og jeg anser os for helt igennem ligestillede i det omfang vi har lyst til at være det. Dvs. der er åbenlyse ting, som at nå ting på øverste hylde og åbne glas hvor låget sidder fast – eller mosle tunge ting, rundt som Jess klarer. Men det her baby-show kan vi ikke dele, og jeg tror det er første gang, vi rammer en så voldsom kønsopdelt opgave. Det passer mig egentlig ikke ret godt, at Jess ikke kan være mere med på lige fod med mig. Ikke fordi han skulle tage noget af “arbejdet”, men fordi det for os er en fælles beslutning om vores fremtid.