Ligesom jeg har tænkt en del over rejsesnobberi helt generelt, har jeg også tænkt en del over det skift i ens identitet og selvbillede der sker når man flytter på den måde vi gjorde det.
Nu har jeg et fag der generelt er meget identitetsskabende, at være arkitekt (og fotograf for den sags skyld) er den slags con amore jobbetegnelse hvor man gladeligt tager en hel livsstil, uniform og sprog til sig. Det gælder også mig, og jeg er vild med det på rigtig mange måder, jeg griner også af det ret ofte – og de der kender mig ved at jeg ikke viger tilbage for store mængder selvironi.
Men en ting var for mig at sige mit (mine) job(s) op da vi tog afsted – og dermed måtte gøre op med både identiteten “arkitekt”(det er jo noget man er, hvis man har med byggeri og rum at gøre) og mit selvbillede som selvforsørgende og selvstændig til fordel for den tvivlsomme titel “medfølgende hustru” – noget jeg viste mig at være usigeligt dårlig til – sjovt nok tror mit indre jeg stadig på, at det kan jeg godt finde ud af, det er bare fordi jeg har et andet fokus… men NEJ – jeg er verdens værste hausfrau, på den anden side…. Jeg ville nok være god til det, hvis jeg havde en ordentlig størrelse husholdning at sørge for. Lidt som en byggeplads (læs “godsforvalterinde”) Men noget andet er, at hele flytningen og det, at det er så stor en omvæltning gjorde, kan jeg se nu, at jeg allerede fik ændret i min identittetsopfattelse før jeg rejste, fordi vi gjorde noget ingen andre i vores omgangskreds gjorde, fordi vi allerede ved at planlægge at forlade landet på et tidspunkt hvor alle andre var ovre de fleste anfald af udlængsel og fokuserede mere på at få en stabil hverdag og et stabilt job. På den måde var alt i vores verden lige pludselig ustabilt, fra dag til dag og vi passede ikke ind mere.
Jeg talte med mine søde veninder om det for nylig da jeg tilfældigvis havde hvad jeg kalder en “svag dag” der faldt sammen med en madklub. En af dem spurgte om vi gerne ville tilbage – eller ud igen, og det var egentlig det spørgsmål der gjorde at jeg startede bloggen op igen. Jeg svarede, at det er lettere at føle at man ikke hører til, et sted hvor man ikke hører til.
Men jeg har tænkt over det meget siden, og ja, jeg vil gerne ud igen -dog ikke lige nu, men i virkeligheden er det nok en illusion at man ikke passer ind, jeg er nok bare lidt forskudt – lidt bagud på en måde, med et lidt andet perspektiv, jeg føler mig lidt mere som en urban cowboy(girl) end som en københavnerpige – og ja, der er dem der vil påstå at jeg aldrig har boet i københavn, hvilket jeg nu vil modsætte mig, og jeg arbejder på Bredgade, mere københavn bliver det ikke.
I virkeligheden burde det overhovedet ikke være nogen overraskelse at jeg er lidt forskudt eller bagud – jeg har altid været bagud, undtagen rent fagligt. Jeg talte med en kollega der har rejst meget frem og tilbage – 3 år hist og 3 år her. Hun sagde at det var langt sværere at flytte hjem end ud – rent logistisk og praktisk var det lettere at flytte hjem, men det tog hende altid omkring et år at komme helt tilbage mentalt. Nu hvor vi har været hjemme i ca 6 måneder forstår jeg hvad hun mener, vi er her ikke helt endnu.