Noget jeg bemærkede meget hurtigt på vores tur til DK er at min “adfærd i bymiljøer” har ændret sig. Hvilket i øvrigt er en helt klar “west coast” ting. Jeg snakker med folk, jep så er det sagt, og den tilståelse giver jeg lidt som var jeg i AA. Det er meget ulig mig at snakke med tilfældige folk. Jeg smiler højest lidt overbærende eller nikker med hovedet. Men jeg er åbenbart ved at forvandle mig til en af de “provins – mennesker” der snakker med fremmede i bussen, eller på en togstation, eller spørger folk om vej eller om hvor den nærmeste et eller andet er. Siger “hej hvordan går det” til folk jeg dybest set ikke gider snakke med eller andre mærkværdigheder.
Selv er jeg meget forundret over denne udvikling. Men som jeg nævnte er det for det første en West coast opførsel, modsat East coast, hvor man ikke snakker med nogen. Som man siger: “Bo i New York, men flyt før du bliver hård, bo i San Francisco, men flyt før du bliver blød” og der er noget om snakken (meget morsomt – I know). Noget andet jeg føler mig overbevist om har påvirket mig i den retning, er det faktum at jeg har været tvunget til (I den følsomme alder af 29) at skaffe mig en helt ny omgangskreds, helt nye venner og bekendte. Helt ærligt tror jeg ikke det er mange der er udsat for det, i en sådan grad og på det tidspunkt, og af ren og skær “tvang” for ikke at blive totalt kuk.
Så alt i alt er det en god udvikling, men også lidt skægt – fordi det ikke føles som mig. Jeg må med skam indrømme at jeg ikke i udgangspunktet er overbevist om menneskeracens fortræffeligheder, at jeg modsætter mig udmeldinger om at alle mennesker er smukke og interessante, og jeg i øvrigt kun gider snakke rigtigt med folk hvis der er rimelig rotation i øverste etage og folk i øvrigt er godt selskab. Så det her small talk må være mit eget overlevelses instinkt der er på banen.
Er det så godt eller skidt? Ved det virkelig ikke, men måske er jeg bare skabs-social.
(Feature billedet er fra Halloween dette år, hvor jeg var klædt ud som… ja, Banan)