Som I alle ved var vi i Danmark i slutningen af September, starten af Oktober. For mig var det første gang i næsten et år, mens Jess har været frem og tilbage nogle gange – åbenbart så mange gange at SAS – Eurobonus har opgraderet ham til “Silver-Member” helt automatisk. Jeg havde egentlig chancen for at tage med ham en tur allerede i Maj, men da vi talte om det kunne jeg mærke at det var helt forkert, og jeg ville faktisk ikke med. En reaktion der overraskede mig en del, fordi jeg jo gerne ville se folk. Jeg talte med nogen af de andre piger herovre, og de fortalte at de havde haft det på præcis samme måde, men at det også var et godt tegn, fordi det betød at man falder til og “flytter rødder” så at sige.
Derfor var jeg naturligvis spændt på hvordan det ville være at se alle og det hele igen, denne gang havde vi en del ærinder og aktiviteter vi skulle deltage i. Så det føltes mere som om vi tog til DK med formål, end bare fordi det var længe siden.
Første punkt på dagsordnen var vores Visum, den helt store tidsmæssige joker, det kan tage dem 2 dage eller 3 uger, denne gang var vi heldige og det tog kun 2 dage – Hvad vi ikke havde forudset var, at min mor truede med at begrave vores pas i haven, så vi ikke kunne tage af sted igen! Vores visum gælder for et år ad gangen fordi Jess kontrakt er et år ad gangen. Så selv om vores papirer er helt i orden, skal vi alligevel have visum for at rejse ind og ud af landet.
Ellers var der fuld tryk på familie-fest, sammenkomster, venner, mere familie, kolleger og ex. chefer. Vi boede rent ud sagt i en kuffert, på luftmadrasser, gæstesenge hos venner og familie i 2 uger. Men vi nåede rigtig meget, og det var rigtig rigtig dejligt at se folk igen. Det herlige var også at det ikke virkede som om vi har været væk overhovedet. Der var ingen akavethed eller distance – alle var som de plejer og når vi så talte sammen fandt man alligevel ud af hvor mange ting der er sket, som man intet har hørt om. 5 nye små familiemedlemmer i vennekredsen er også synligt bevis på hvor meget der faktisk var sket, så jeg havde rig mulighed for at afprøve min evner som tumle tante.
Jeg har tænkt over “hvordan det egentlig var” at se DK og vores kære venner igen… og det var ikke mærkeligt, underligt eller fremmed, det var tværtimod meget hjemligt. Bare uden at være mit hjem, og det er måske det eneste underlige … at det ikke var underligt. Det var underligt at gå rundt i kbh, og ikke have et hjem når man blev træt af det. Samtidig var det fedt at være i en by som man kender så godt, men ved hvor folk arbejder og kan lige smutte rundt om hjørnet og sige hej til nogen. Men alt i alt en rigtig god oplevelse – efter 2 uger var vi begge mega trætte, jeg var blevet forkølet af det herligt danske klima. og vi glædede os bare til at komme hjem igen. Da vi så landede her, tog vi toget hjem, hentede Misu, slog kalechen ned og kørte ud og handle, og følte os meget trætte, glade og hjemme igen.