I morgens regnede det! Jeg vågnede med en lyd jeg ikke kunne placere helt, en svag trommen af en art og så gik det op for mig at det var regn. Det har ikke regnet her i et par måneder, såvidt jeg kan huske. Måske om natten, men ikke noget jeg mener at have oplevet. Det lyder lidt mærkeligt, men jeg har faktisk savnet regnen lidt. Men så igen, jeg har aldrig haft noget mod regn, bruger heller ikke paraply eller lader være med at gå ud.
I et af de seneste indlæg prøvede jeg at opsummere nogle af de ting vi har vænnet os til og nogen af de ting der er anderledes, samt naturligvis at sige at vi har det godt. Men jeg har siden tænkt over at jeg helt glemte en del af de andre ting som man måske kun oplever ved at bo her længere tid.
USA er et hårdt land. Der er utroligt kort fra millionær til rendesten, noget som er utrolig nemt at sige og man tænker at sådan er det, men når man er her kan man virkelig mærke hvor meget på spanden man kan komme meget meget hurtigt. Hvis man ikke har et job, eller ikke har råd til medical insurance (som for mig alene koster 320$ HVER måned) skal der bare noget som en blindtarm, en brækket arm eller en indlæggelse af noget uvigtigt til før man kan lande i dyb gæld. 3 dages akut indlæggelse koster ca. 100.000 dkr og det er noget de færreste har råd til på stående fod. Faktisk bare at tilkalde en ambulance koster 3000$ for den der skal køres, og f.eks. en fødsel uden forsikring koster mellem 20 og 50.000$. Det at miste sit job er katastrofalt idet forsikringerne ofte er tegnet af ens arbejdsplads (som Jess). En veninde fortalte mig at hun talte med en af de hjemløse i SOMA-distriktet for ikke så længe siden. Han havde været CEO af et kæmpe firma under IT-boblen, så da den sprang mistede han job og firma, fik gæld, gik ned med depression, konen gik fra ham og så stod han uden noget, nu levede han på gaden. Hvad der er mest skræmmende er, at det er intelligente hårdtarbejdende mennesker der også kan falde gennem. Det er kun ikke utilpassede subsistensløse, men uheldige tilfælde der gør det.
Mindstelønnen er vist nok 6$ nu hvor Obama regeringen har indført en sådan, og der er utrolig mange mennesker i ikke-uddannelseskrævende job. Folk der vasker biler i hånden, pakker varer for dig i supermarkedet, havemænd, negledamer og nannys. De der pakker ens varer for en er ofte direkte underlige – og de snakker meget til en “I ain’t complaining no I ain’t, I got a job people can just go get a job. No I ain’t complaining” og derudaf i en lang uendelig smøre.
Ernæringsmæssigt skal man virkelig tænke sig om – selv økologisk organisk mælk er ultra pasteuriseret og kan dermed holde sig flere uger, hvilket giver god mening i betragtning af at man køber store mængder ad gangen men de fleste produkter er tilsat mange mærkelige konserveringsstoffer og andre kemiske stoffer – ting som er svære at undgå – og igen mælk som et eksempel – den bliver ikke sur som derhjemme, men får en let sødlig mystisk smag i stedet, hvilket er ret skræmmende at tænke for meget over. Vi drikker heller ikke vandet her, ikke fordi man ikke kan, men fordi det bare ikke smager særlig godt – man kan smage at det er renset voldsomt med klor og har ikke den samme friskhed som vi er vandt til.
Mange tænker på amerikanske ting som store, og det er de også, selv jeg er begyndt at syntes at to-tre sporede motorvej er lidt trange, to-go kaffe køber man en halv liter af ad gangen, og bilerne er enorme. Men på en eller anden måde hænger det egentlig godt sammen, det er et enormt land, og jeg har ved flere lejligheder skrevet hvor fascineret jeg er af vidderne, de enorme landskaber, så på en eller anden måde virker det som om menneskene kompenserer for deres egen ubetydelighed og kamp for overlevelse i et land der er så stort rundt omkring dem. Mentaliteten er så ikke som f.eks. i de arktiske regioner hvor befolkningen underlægger sig naturen, i stedet forsøger de at betvinge den. De er ikke gode til bare at sidde og være til et sted – og en oplevelse er lang bedre hvis den også kan filmes og lægges på youtube – der skal være aktiviteter hele tiden, det gælder også deres børn.
Man ser ikke børn på gaderne her, selvom vi bor i et villakvarter med masser af børn. Selv kan jeg huske at jeg gentagne gange blev tvunget ud at lege (tak Mor). Vi legede på vejen, i kvarteret, kørte på rulleskøjter, byggede huler i de tre meget sølle grantræer vi havde og bildte os selv ind, at vi ikke kunne ses fra vejen. Eller vi rende rundt i marken ud til mosen (undskyld Mor). Men her er de under konstant opsyn, og der bliver planlagt aktiviteter til dem hele tiden, så ikke nok med at de går til 2-3 forskellige ting, de bliver også aktiveret konstant af de voksne.
Uddannelse er virkelig et kapitel for sig selv. For mænd fungerer det meget som i Danmark. Bortset fra den detalje naturligvis at det koster ekstremt mange penge at gå på de mere berømte universiteter. Stanford her, som er et privat universitet koster 55.000 $ pr år. (eller 13.750$ pr. quarter) men det kan blive mere, hvis man tager flere point i summer-quarter. Det giver ca. en million kr. for en bachelor uddannelse og ca. 1,65 million for en master. Tilføj så den detalje at kvinder forventes at blive hjemme fra de får børn, medmindre man vil være en ond mor og sende dem i day-care. Groft sagt betyder det i mange tilfælde at kvinder studerer jura, ikke for at blive advokater, men for at blive gift med en.
Palo Alto er så et helt særligt tilfælde fordi Stanford tiltrækker så mange forskere. Så byen er fyldt af gifte kvinder med høje uddannelser – uden børn – som ikke laver andet end at drikke kaffe. Så på en eller anden måde er det ekstra mystisk her.
Californien som stat er et af de tættest beboede steder i USA, hvilket også er grunden til at bureaukratiet er meget voldsomt her. Det er også grunden til at ressourcerne er ret hårdt belastede. Hele “spisekammeret” i staten ligger ca. herfra og ned til Bakersfield – lidt længere ude ved kysten. 1-200 km kun med marker med fødevarer, der kræver kunstvandig, mexikanske arbejdere og gødning.
Amerikanere snakker meget, faktisk snakker de hele tiden. Enten i telefon, eller med komplet fremmede på deres vej. Man bliver mødt med et “Hi, how are you doing?” eller “How’s your day so far?” af hvem som helst, og de forventer ikke rigtig noget svar andet en “Great, how about you?” De starter også længere samtaler med fremmede i busser, køer og butikker. En helt uvurderlig samtale jeg hørte var ca. således:
Guy: “What are you readning?”
Girl: “The Bibel” (dette ville have fået de fleste danskere til at klappe i, men nææ nej)
Guy: “Are you on your way to work?”
Girl: “Year, it sort of gears me up, and gives me perspective to my day”
Guy: “Oh thats completely the same with my book, in this story there is that kind of plot and… bla bla bla… and development of caracter… bla bla bla.”
Han starter på at fortælle hele plottet fra en bog som overhovedet ikke lyder til at have noget med Biblen at gøre, men så sidder de der!
Det sjove for mig er at i f.eks. Københavns busser er det kun folk der lige er kommet ind fra provinsen, eller gamle mennesker der taler til folk. Alle andre har ligesom en fælles forståelse for at man godt kan være privat i offentlighed. Når amerikanerne så kommer ind i deres hjem trækker de gardinerne for, låser dørene og vil overhovedet ikke forstyrres. Vi er de eneste med persiennerne oppe i vores blok. Hvilket passer os fint, fordi vi faktisk nyder lyset, og siden alle de andre har dem nede er der ingen der kigger ind.
Jeg kommer sikkert i tanke om flere ting lige når jeg har postet dette, men så må jeg gemme det til næste post. Tilgengæld så vi sæler nede ved Santa Cruz i går. Store dovne klumper der så ud til ikke at have en eneste bekymring i denne verden.
